Frederikshavn

Forår for maratonløbere

65 løbere deltog Katsig Bakker Løbernes sidste vintertræningsløb, der foregik i et forårsagtigt Tversted.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lørdagens MaratonLøb i Tversted blev afviklet i et meget afvekslende terræn, herunder på stranden og op ad Tannisbugtvej.

En vinterkarrusel med træningsløb for langdistanceløbere sluttede lørdag i Tversted, hvor 65 tilmeldte løbere startede samlet fra bådelavets hus ved stranden. Bag den afsluttende udfordring stod Katsig Bakker Løberne, som havde en rute med en prolog på 1600 meter plus syv gange rundt på en 5,8 km lang strækning. En længde svarende til et maratonløb. Men det var ikke nær alle, som kom så langt. Allerede efter prologen og den første rundtur måtte den første humpende melde fra ved det interimistiske trailerdepot tær ved stranden. Her stoppede de andre løbere op for at forsyne sig med energi til næste runde i form af appelsinskiver, et stykke banan, en flødebolle eller en slurk vand. Dagens maraton blev gennemført som et såkaldt cannonball løb, hvor deltagerne skal klare sig selv med forplejning, toiletbesøg og evt. forbinding. Et skur fra Beredskabscenter Hjørring var linet op ved depotet ved bådelavets hus. Men der var lukket for toiletbygningen ved siden af. - Det er for dårligt kommunen sagde nej til at åbne toiletterne. Løbere må i stedet ta' hen til campingpladsen, udbrød Heidi Hunnerup, en af deltagerne. De havde en tidsramme på seks timer til at gennemføre strækningen på 42,2 km, og det gjorde ifølge løbets koordinator Jens Buhl Christensen i alt 25, men resten gav op undervejs. - Nogle af løberne brugte det som forberedelse til de store løb, som kommer nu. Der var en med, som i næste måned skal løbe 300 km i Sahara på fem dage. Der var også flere, som gennemførte et maraton for første gang, oplyste han efter løbet. Katsig Bakker Løberne har haft vanskelige vilkår for vintertræningen. - Vi er en gruppe på 60-70 løbere, som mødtes hver anden lørdag til træningsløb, men hver gang måtte vi lægge ruter om på grund af for megen sne og is, sagde han. Sådan var det også denne gang, idet strækningen oprindeligt skulle foregå omkring Tversted Søerne. - Men folk var meget tilfredse med den anden rute, tilføjede koordinatoren. Bl.a. fra løbets nummer to Jakob Flensborg lød det: - Rigtig godt set det med flødeboller. De kommer hurtigt ned og smager skønt efter mange km.