Arden

Forår i gult og grønt

ARDEN:Farverne gul og grøn var absolut de dominerende, da der lørdag var det årlige forårsmarked på ældrecentret Solgårdscentret. Her kunne man i salgsboderne forsyne sig i rigelige mængder med pynteting til den kommende højtid - alt lige fra søde små påskekyllinger til dugen til påskebordet. Mange smukke ting og alt sammen kreeret af ældrecentrets brugere. Der var også udstilling, og her kunne man se nogle af de ting, som er blevet til på Solgårdcentrets kurser. Det årlige Forårsmarked er et sted, hvor mange mødes. Det bliver nemlig samtidig en lejlighed for de ældre til at vise centret og dets faciliteter frem, og det benyttede mange sig af. Når man så havde gjort sine indkøb og måske vovet pelsen i tombolaen - med eller uden gevinst til følge - kunne gæsterne nyde deres frokost i cafeteriet, hvor en lille del af husorkesteret sørgede for musikalsk underholdning.