FORÅR Ny optimisme i industrien

} KØBENHAVN: Optimismen er vendt tilbage til de danske industrivirksomheder, der forventer stigende produktion, flere nye ordre og højere priser for varerne i de kommende måneder, viser de nye tal for industritilliden fra Danmarks Statistik. Optimismen ser ikke umiddelbart ud til at smitte af på beskæftigelsen, der stadig ventes at falde med seks procent. Men også her er der tale om fremgang. I december var det således hver sjette virksomhed, som forventede faldende beskæftigelse. - Det er nok ikke industrien, som kommer til at trække beskæftigelsen herhjemme i fremtiden. Men det er vigtigt, at der ikke er tale om et kraftigt fald i beskæftigelsen, og at industrien har brudt den kedelige tendens fra efteråret, siger chefanalytiker Steen Bocian fra Danske Bank. /ritzau/