Forår på Bratskov

100 med til åbning af årets påskeudstilling

BROVST:Omkring100 forårsklædte kunstinteresserede mødte op på Bratskov, da der var fernisering på årets påskeudstilling. De kunne glæde sig over en meget vidt spændende udstilling med værker af ni indbudte kunstnere samt elever fra Seminariet for Håndværk og Design i Aalborg. Der er ingen lokale med i år. - Det har ikke noget at gøre med, at vi ikke synes, de lokale er gode nok. Vi laver også udstillinger med lokale kunstnere på andre tidspunkter af året, siger Ragnhild Poulsen fra arbejdsgruppen bag udstillingen. I gården modtages de besøgende af Ib Balslevs meterhøje figurer i træsorterne el og elm. Der er bl.a. Orfeus med fløjte og bag ham Eurydike, som døde ung, men blev frigivet fra dødsriget på grund af Orfeus' fløjtespil. Indendørs er det ikke mindst værkerne af franskmanden Jacques Chereau, der tiltrækker sig opmærksomhed. Han træskulpturer eller træbilleder er fantastiske kopier af bl.a. beklædningsgenstande. Der er også en uniformsjakke med medaljer og en cello som træskulpturer i naturlig størrelse. Sammen med træbilleder af kvinde-bluser har kunstneren hængt fotos af de kvinder i bluser, som har inspireret ham. Elin Kvisvik Knudsen viser glasbilleder, og der er akvareller fra Gudrun Elisabeth Kjær. Lilian Christiansen har også akvareller med samt oliemalerier. Margit Mabeck udstiller skulpturer i ler og bronze og Kaja Mørup udstiller smykker. Der er oliemalerier fra Morten Lassen og Anders Ruhwald udstiller keramik med en helt usædvanlig finish. Ruhwald, som kommer fra Frederiksberg, understreger selv, at han bruger megen tid på værkers finish med slibning, justering, afpudsning og sprøjteglasering. Det giver en fuldstændig jævn og glat overflade. Selv om eleverne fra Seminariet for Håndværk og Design endnu ikke kalder sig kunstnere, så er deres udstilling af bl.a. krukker absolut ikke det mindst seværdige på påskeudstillingen. Udstillingen blev åbnet af kommunalbestyrelsesmedlem Ragnhild Poulsen. Hun glædede sig over foråret og den H. C. Andersen idyl, årstiden er med til at skabe på Bratskov. Og der var rosende ord til kunstnerne for den flotte udstilling. - Det er berigende for krop og sjæl at opleve den mangfoldige kunstneriske kunnen, som kommer os i møde. En fryd for øjet, sagde hun. Eleverne fra Seminariet for Håndværk og Design har igen i år glædet os med at vise deres arbejder. Det er spændende at se unge kunstnere på vej og rigtig godt på vej. Det er smukke ting, de viser os, tilføjede hun og lovede, at der også mange år ud i fremtiden vil være en påskeudstilling på Bratskov. Efter et glas hvidvin til de fremmødte demonstrerede Christian Westergaard sine talenter ved flyglet. Udstillingen er åben hver eftermiddag alle påske-dagene. Og der er gratis entre.