Forårsfornemmelser

Det er sjovt med det forår. Det virker hver gang. Bedst som man tror, man går og har styr på tingene, så pibler det frem med anemoner og nogle af de gule, nogle af de blå. Det bliver grønt, fuglene synger li’som gladere, og så springer bøgen oven i købet ud. Pludselig er man mere ude - altså udenfor - og når pligterne er overstået, så sidder man dér på cyklen, bliver glad og fylder lungerne ... arrrghhhgggg ... så ruller man ind i den karakteristiske forårsluft af dyreafføring. Og man er jo slet ikke i træning, så det kan ikke være, fordi man har kørt for stærkt, at man slet ikke har set nogen dyr øffe rundt og sprede dufte. Jeg forestiller mig, at det så vil hænge bedre sammen, at stanken ville passe ind i billedet, akkurat som kageduft i en bagerbutik, kolort i en stald, sved i et omklædningsrum og chokolade, læder, kirsebær, jord, tobak i et glas rødvin. Nårh ja ... så de første eksempler da. Men, nej, der er ikke andre dyr end en krage, der synes at skynde sig hen over de endeløse rækker af grønt, der hen på sommeren bliver modent. Hov, der står da tre mælkebøtter, som nogen har glemt at gøre noget ved, men straks er man tilbage i det velordnede helt ens grønne uden afvigelser i rækker. Og lugten nåede ikke at forsvinde - desværre. Jeg ved, at der kan være en læser, der opfatter dette som en generel og unuanceret tilsvining af det erhverv, der spreder duftene og ensfarver landskabet, men det er ikke tilfældet. Hvis jeg havde den slags ærinder, så ville jeg finde på noget helt åndssvagt ondskabsfuldt som at antyde, at nogen kunne finde på at more sig med at gemme restlageret af gylle til spredning på en konfirmationssøndag. Eller at sprøjte med det formål at komme mangfoldigheden til livs. Sådan er det jo ikke, men jeg synes bare godt, foråret - ærlig talt - kunne lugte en smule anderledes. Lidt mere, som det ser ud i den mere naturlige natur.