Forårsskarpe midtjyder kan dufte bronze

FC Midtjylland er foreløbigt forårets bedste hold i SAS Ligaen. Mandag blev det til 2-0 ude over Sønderjyske, og dermed er FCM kun to point fra tredjepladsen.

Spillerne fra FC Midtjylland jubler efter Ken Ilsøs scoring til 1-0. Foto: Scanpix

Spillerne fra FC Midtjylland jubler efter Ken Ilsøs scoring til 1-0. Foto: Scanpix

FC Midtjylland melder sig med en 2-0-sejr på udebane over Sønderjyske fuldtonet ind i kampen om bronzemedaljerne i SAS Ligaen. Den tidligere Sønderjyske-profil Ken Ilsø gjorde det efter en lille halv time til 1-0, da han som tredje Midtjylland-spiller forsøgte - og lykkedes med - at hamre en løs bold inde i feltet i mål. Midtvejs i anden halvleg kvalte Mikkel Thygesen de sønderjyske drømme om at skrabe et enkelt point ud af opgøret, da han smukt headede Kolja Afriyies præcise indlæg i mål. Med det mål dalede intensiteten i den ellers fine kamp. 2-0-sejren understreger, at midtjyderne er forårets bedste hold - det er med sejren mandag blevet til 17 point i forårets foreløbigt syv kampe. De mange point er især blevet skrabet sammen i kraft af et solidt forsvar, der kun har lukket tre mål ind i forårets kampe. Sønderjyderne fik dog flere gange bragt forsvaret under pres mandag, men hver gang stod en forrygende stærk Jonas Lössl i vejen i det midtjyske mål - han havde blandt andet en stor redning på et skud fra Kenneth Fabricius efter 13 minutters spil. De havde generelt grund til at ærgre sig i det sønderjyske, for hjemmeholdet spillede faktisk en fin kamp, hvor alle leverede en stor fight, og hvor man også kom frem til pæne scoringstilbud. Men de fik altså intet ud af det og kan nu konstatere, at Randers FC blot er fem point efter holdet, og at kampen om at overleve i ligaen dermed synes intensiveret. FC Midtjylland er med sejren kun to point fra Silkeborg på ligaens tredjeplads. /ritzau/