Forårsstemning på havnen i Løgstør

Havne 20. april 2003 08:00

LØGSTØR: Det gode påskevejr med forårssol - og det, der til tider kunne ligne en snert af sommer - gav liv på havnen i Løgstør påskens første dage. På pladsen, hvor bådene har ligget i vinterhi, blev der pudset, slebet og puslet, mens andre var længere fremme og havde fået vand under kølen. - Jeg når det såmænd nok. Ingen grund til hastværk, lød det fra Karsten Jensen, Løgstør, der er i gang med renovering af nyindkøbte "Anne Katrine". Karsten Jensen købte båden af et dødsbo på Gjøl i vinter og var Langfredag ved at smøre bunden på den gamle glasfiberjolle før første tur på fjorden. - Jeg købte båden billigt, og kunne såmænd nok tjene 12.000 kr. på den. Men det er nu ikke planen. Jeg glæder mig til selv at få fornøjelse af den, lød det fra Karsten Jensen, der midt i arbejdet tog sig en snak med sidemanden, Erik Smith, Løgstør. I modsætning til Karsten Jensen har Erik Smith sat sin båd til salg for at få en større, så der kan blive plads til hele familien. - Skriv bare, at jeg vil have 20.000 kr. for båden, så behøver jeg nok ikke en annonce, lød det fra Erik Smith, der nød nogle velfortjente fridage med at gøre den gamle sejlbåd forårsklar. - Jeg har haft båden i fire år. Det er min første båd og jeg købte den egentlig for at se, om sejleriet er noget for mig. Jeg er blevet lidt bidt af det, så nu har jeg fået øje på en Maxi 77, der er længere og har bedre plads. Til gengæld sejler den vist ikke så godt som båden her. Men når der også skal være plads til familien, må jeg gå på kompromis, lød det fra Karsten Smith, der fra sin båd kunne kigge ned på en speciel gæst i havnen - den lille bilfærge Venøsund. Færgen, der var på visit i havnen for at tanke diesel, har været udlejet til Aalborg-Egense overfarten i tre uger og skulle hjem til Venø. Skipper Finn Pajbjerg og fru Inga havde lavet en hyggetur ud af den opgave. I påskevejret havde de pakket en madkurv og nød den otte timer lange sejltur fra Aalborg til Venø. - Hvorfor ikke forene det praktiske med det behagelige, lød det fra parret, før de tøffede afsted hjemad.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...