Byggeri

Forårsvejret udeblev fra kolonihave-åbningen

70 kom til flaghejsning

BRØNDERSLEV:"Hvor er foråret?". "Det er lige om hjørnet". Det var de spørgsmål og svar, der faldt, da der i går var sæsonstart i Kolonihaveforeningen Agdrupparken i Brønderslev. Men foråret var ikke at mærke nogen steder. Derfor blev flaghejsningen også hurtigt overstået, og alle trak ind i samlingslokalet i tilknytning til kolonihaverne. Her stod den på kaffe, rundstykker og en bjæsk til at varne sig på. En varmekanon måtte også tændes, for at ingen kom til at fryse. Og der var rekordtilslutning, ca. 70. Men enkelte solstrejf trængte ind i samlingslokalet via tagvinduerne. Men alle var enige om, at det nu er bedst inden døre. De første havde overnattet i deres hus natten til søndag for at være til stede til sæsonåbningen. Formand for kolonihaverne, Aksel Pedersen, åbnede traditionen tro for vandet, og snart var det ude hos alle 80 kolonihaveejere. - Det er en stor dag, når vi kan komme i haven, siger Poul Erik Jørgensen, der gennem mange år har haft en have. En halv snes haver er solgt inden for det seneste år. Der er opført et nyt hus i én have. Seks haver er stadig til salg. Det er nye haver, der er etableret i forbindelse med byggeri i Vestskoven. Til gengæld er nyttejorden blevet bebygget. Aksel Pedersen opfordrede haveejerne til at køre byggematerialer ud i haverne inden påske, da Brønderslev Kommune skal til at grave op. Der skal nemlig lægges en ny varmeledning fra indgangsportalen til Agdrup-området. Arbejdet indledes ca. 22. april, og det vil tage et par uger. - I den periode kan vi ikke køre igennem i biler, oplyste han. Men arbejdet udføres i etaper, for at give mindst mulige gener for alle. Men bagefter bliver det godt. Der vil nemlig blive lagt asfalt på omkring kontor og samlingssal. Aksel Pedersen fortæller, at der har været aktivitet i haverne i de seneste tre uger.