Forældre demonsterer mod spareplaner

Stort forældremøde nord for fjorden

Nørresundby 4. september 2002 08:00

NØRRESUNDBY: Forældre fra 23 børnehaver vil gå i demonstration fra Gl. Torv i Aalborg til Medborgerhuset i protest mod de spareplaner Aalborg Byråd har for næste år. Der er lagt op til, at ni børnehaver skal lukke næste sommer. Det betyder, at der i givet fald i de resterende børnehaver indskrives flere børn svarende til fem procent. Samtidig stiger regningen til forældrene. - Der er prioriteret forkert. Hvorfor investerer i mursten i stedet for at investere i børn, siger talsmand for forældrene i de 23 børnehaver, Agnethe Nørhave, og skælder, ligesom mange andre i kommunen, ud på politikere, der vil have et vandkulturhus og et musikhus i sparetider. - Tiden er ikke til det. Tiden er derimod til, mener hun og forældrende i børnehaverne nord for fjorden, at tage sagen i egen hånd og højlydt protesterer mod planerne om at spare på børnene. 15.30 begynder demonstrationen på Gl. Torv på mandag, og det almindelige byrådsmøde på mandag begynder klokken 16. Inden da vil forældrene overrække underskrifter til enten socialrådmand Birgit Ekstrøm eller borgmester Henning G. Jensen i protest mod spareplanerne. Forældrene mødtes i mandag, og der blev på mødet besluttet at nedsætte tre arbejdsgrupper, en økonomigruppe, en pr-gruppe og en gruppe, der ser på kommunens mål og rammer for institutionerne. - Aalborg har flotte målsætninger, men det er jo tvivlsomt, om kommunen kan blive ved med at leve op til det, påpeger Agnethe Nørhave. Gruppen af forældre vil udover at protestere også forsøge at komme med ændringsforslag til besparelserne. - Vi ser på tallene, de tal vi kan få, og så må vi se ud fra det. Vi vil gerne være konstruktive i vores kritik, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...