EMNER

Forældre, der tør tale om stoffer

En forældregruppe fra den lille by Ullerslev nord for Odense er i fuld gang med at sprede deres budskab til resten af landet. "Forældres Kamp mod stoffer" handler om at nedbryde det tabu, det er at tale om stoffer.

Forældres kamp mod stoffer med formand Allan Hornhof bagest står sammen for at hjælpe de unge væk fra stoffer.

Forældres kamp mod stoffer med formand Allan Hornhof bagest står sammen for at hjælpe de unge væk fra stoffer.

– Forældre siger jo gerne til deres unge, at de skal ringe, hvis de bliver for fulde, men de siger ikke: Hvis du kommer til at tage en pille, eller du tror, nogen har puttet den i din drink, kommer jeg og henter dig, siger Allan Hornhof, formand og medstifter af den nye forening. Han tror, at Forældres Kamp mod stoffer kan være med til at ændre den tendens. – Vi vil skabe åben dialog. Vi ønsker ikke at løfte en pegefinger – vi prøver at skabe debat mellem unge og forældre, ellers kan forældrene jo ikke gå ind og hjælpe, forklarer han. Forældre skal konfrontere Den debat kan forældrene lige så godt tage ansvar for og sparke i gang. – Man skal turde stille spørgsmål og konfrontere sine unge mennesker. Man skal tale med sine unge mennesker, stille krav og danne rammer, mener Allan Hornhof. Han mener, der er for mange, som vender det døve øre til. – Jeg tror, at omkring 30 procent har en god dialog og taler om stoffer med børnene. Fem procent har givet helt op. Den sidste gruppe på 65 procent lukker bare ørerne. Det er dem, vi skal have fat i, siger han. På vej til Mariagerfjord Med tiden vil Forældres Kamp mod stoffer også have fat i Mariagerfjord Kommunes forældregruppe. Det skal blandt andet ske gennem børnene, da foreningen forventer at udskrive en landsdækkende skolekonkurrence snart. – Det skulle gerne ende med at blive landsdækkende. Om et år skulle vi gerne have nogle afdelinger rundt omkring i landet, siger Allan Hornhof. Det kræver – og har allerede krævet – benhårdt arbejde for at sikre, at foreningen bliver mere end en døgnflue og overlever i det lange løb. – Det gør den. Det kan jeg sige med 100 procents sikkerhed. Vi er en forældregruppe med store ambitioner, forsikrer han. Og det har der været helt fra begyndelsen. – I starten havde vi en strategi, at vi måtte bruge en del energi og arbejde for at vise, at det her er seriøst. Det er noget med, at man tør være ambitiøs. Det har været benhårdt arbejde, men det er et spændende projekt, synes Allan Hornhof. Opbakning og samarbejde Heldigvis er indsatsen allerede begyndt at bære frugt. – Vi er syv mennesker, der arbejder benhårdt på det her, men der er en masse andre i kulissen, fortæller han. Således er samarbejdsaftaler med en række forskellige firmaer og personer på vej. Hjemmesiden til 100.000 kroner er blevet sponsoreret af Soundvision, mens aftaler med blandt mange andre McDonald's og brødrene Anders og Peter Lund Madsen er på vej. – Og jeg kan da også tage ud og holde foredrag, tilføjer Allan Hornhof og understreger, at al tilslutning og opbakning er velkommen.