Forældre er en ressource

Skolen er et offentlig tilbud af de gode – forpligtet på statsniveau, derfor navnet og begrebet ”Folkeskole”.

At holde skole er et samfundsskabende projekt. Skolen har igennem tiden med sin kultur, traditioner og institutionaliserede praksis sat nogle overordnede rammer for forandringsprocesser. I dag flyttes grænserne mellem skole og omverden. Denne åben op og demokratisering giver muligheder i nærmiljøet. Men det har også betydet, at skolen er blevet mere sårbar, og det er derfor blevet nødvendigt for skolen at finde sin egen indre proaktive udviklingskultur, og sætte ord på sine handlinger for dermed bedre at være i stand til at forklare sig for omverdenen. Samtidig skal skolen som alle andre pædagogiske institutioner i stigende grad tænke sig selv som en virksomhed – som drift- og udviklingsorganisation, der er virksom om en række ydelser. De omstillingskrav skolen bliver mødt med er bl.a. at opfylde forældrenes forventninger om barnets individuel uddannelse og læring samtidig med at vi skal forberede eleverne på at være borgere og medarbejdere i et kompliceret og omskifteligt samfund. Både internt og overfor forældrene skal vi legitimere den lærende skole. Forældre, der i højere grad i dag møder op med en individualistiske tilgang til eget barn og dermed en andre typer af forventninger til skolen end vi tidligere har været vant til. Vi ser i dag langt mere forældreinteresse for * skolen som institution og for ledelse * for lærernes kvalifikationer og metoder * for børnenes udbytte af undervisningen * for det sociale liv i skolen * for politikernes prioritering af skolen Traditionelt har det lukkede perspektiv – traditionen – præget udviklingen af skolen. Skolens professionelle har igennem tiden udviklet skolen som autoritativt system, hvor idealbillede har været den ”autonome stat”. Med det åbne perspektiv står vi med en helt anderledes udfordring. Sandheden om skolen findes ikke – den er i den grad diskutabel. Skolens autoritative rolle brydes samtidig med krav om bruger- og interessentindflydelse. Det kan medføre stor usikkerhed i forhold til opgaven og for en del af skolens ansatte som en stor psykisk og social belastning. Det sætter skoleledelsen i et komplekst krydspres, hvor en tilgang kan være, at personaleledelse er at tydeliggøre opgaven og drage omsorg for sine medarbejdere. Omsorg handler ikke kun om nærvær og ”beskyttelse”, men om definition af udviklingsmål i samarbejde med medarbejderne, intern formidling af en fælles vision samt en proaktiv personalepolitik. Eksempelvis er etablering af en evalueringskultur en vigtig ledelsesopgave. Evaluering som ritualer har såvel en intern som ekstern funktion. Indadtil er det med til at bekræfte og bestyrke bestemte tolkninger af, hvordan organisationens liv og virksomhed skal foregå, hvordan omverdenen ser ud, og hvad den forventer af organisationen, og hvilke positioner og funktioner de professionelle må have i organisationen. Offentligheden skal erkende, at lærerne er professionelle ved, at lærerne begrunder, forklarer og dokumenterer. Gennem evaluering og dokumentation kan skolen leve op til kravet om, at de offentlige institutioner skal kunne ”aflægge regnskab” ligesom de private producerende organisationer. I mangel af den økonomiske ”bundlinje” som er virksomhedernes legitimering overfor ejerne, har man måttet udvikle andre udtryk for kvalitet og kvantitet i den offentlige ydelse. Evaluering bliver dermed skolens forsøg på at legitimere sig overfor offentligheden. Samtidig giver evalueringen mulighed for, at skolevæsenet og dets institutioner udvikler sig i retning af konstante refleksioner – behovene for at identificere sig selv og sin udvikling. Det handler om at nyprofessionalisere skolen med de redskaber vi i dag anser for vigtige. Skolens virksomhedsplan, lærernes faglige årsplaner, årsplaner for teamsamarbejdet, løbende nyhedsbreve om mål og resultater af evaluering og elevplaner er alt sammen skolens ansigt udadtil og skolens pædagogiske samarbejdsredskaber indadtil. Elever og forældre har krav på at kende de faglige, sociale og personlige mål og indgå i samarbejdet derom. Forældre sender deres kærlighedsbarn i skolen. De kender barnet i familienetværket og andre primære sociale netværk. I skolen er kærlighedsbarnet fra forhandlerfamilien skoleelev, som skal lære at agere som så. Dion Sommer definerer forhandlerfamilien ud fra begreberne humanisering og demokratisering. Humanisering karakteriserer den kulturbundne moderne opfattelse, at børn er humane væsener, der bør tages hensyn til ved: * at blive hørt og set * at blive inddraget * at have personlig betydning, at blive værdsat * at være unik og at have særlige behov * at blive stillet over for krav, de kan leve op til Demokratisering i hverdagen handler dybest set om at grundlægge de holdninger og kompetencer, der skal til for at kunne handle og leve i et demokratisk samfund. Argumenter, synspunkter og kompromiser er elementer i forhandlerfamiliens kultur, der bygger på: Regler kan ændres, individer har medbestemmelse og oplevelse af mestring og lyst til social deltagelse. Forhandlerfamilien som begreb er udtryk for at man grundlæggende er fyldt af en oplevelse af kontingens. Oplevelsen af at alt kan være anderledes, og at man derfor hele tiden skal vælge: arbejde, partner, bolig, skole til børnene – og sig selv. Alle har et konstant og livslangt identitetsarbejde, der skal håndteres. Inden for skolens mure er udfordringen, at eleven er i centrum med alle forventningerne i rygsækken samtidig med at vi værdsætter fællesskabet i form af klassen og andre former for holdorganisering. En stor forandring ses i nedbrydning af det kendte skoleskema og anvendelse af andre former for organisering end klassen. Samtidig med at vi bekymrer os om risikoen for at vi gradvis kasserer fællesskabets rammer. Et andet karakteristika ved en skole, som vi udvikler os i retningen af, er at eleverne oplever et reelt medansvar for egne læreprocesser. En forudsætning herfor er netop, at vi får udviklet redskaber og måder at arbejde på, så det altid står klart for det enkelte barn og hans forældre, hvad målet er for den kommende periodes arbejde, hvad og hvordan der skal arbejdes og at der er planlagt med udgangspunkt i de aftaler, der er indgået med eleven (og evt. forældrene) om den nærmeste udviklings- og læreproces. Samtidig med at evaluering anvendes som systematisk pædagogisk redskab på alle plan. Forældrene skal ændre sig fra at være opfattet som passive, uformående og partikularistiske modtagere af offentlige ydelser til at være aktive, kompetente og ansvarlige aktører. Alle forældre har ressourcer, som vi bør være langt bedre til at medtænke i skolens virksomhed – og det er mine erfaringer at forældre meget gerne vil medvirke til skolens fortsatte kvalitetsudvikling. Kvalitet kan vi forestille os visualiseret i en kvalitetspyramide. Fundamentet er ledelsens engagement. De fire sider er: Deltagerinvolvering, udvikling (som løbende forbedring), fokus på facts og fokus på brugerne. Når vi diskuterer kvalitet i folkeskolen, er det netop for at få brudt den negative cirkel. Vi skal lytte til brugerne - børn og forældre. Når vi lever op til forældrenes forventninger samtidig med at vi formår at tydeliggøre vores professionalitet, får vi etableret grundlaget for gode cirkler. Det handler om at skabe sikkerhed – vi tror på – og at skabe tryghed – vi har tillid til. Et entydigt billede af at forældre kun er interesseret i deres eget barn, kan jeg ikke genkende. Forældre vil meget gerne medvirke til at godt undervisningsmiljø for såvel eget barn som for de børn, der er barnets netværk i hold, klasser, årgange - afdelinger. Når forældrene taler godt om skolen til deres børn, får børnene igen respekt for lærer- og pædagogpersonen. Lærerens og pædagogens status bliver højere. Når respekten for skolens professionelle stiger, vil det give arbejdet større gennemslagskraft. Kvaliteten af undervisningen og andre læringsaktiviteter højnes. Vi får en flok aktive, tilfredse og glade medarbejdere. Forældrene bekræftes i deres positive forventninger. Lærerne og pædagogerne er parate til at vedligeholde og udbygge den høje kvalitet af de grund- og sekundærydelser, der er forbundet med arbejdet som professionel. Brugerne får positive oplevelser, når de kommer på skolen, her er nogle lærere og pædagoger, der tager os alvorlige, der udvikler sig selv og skolen og dermed giver mit barn mulighed for personlig, social og faglig udvikling. Et positivt image opbygges ved at skabe gode resultater/oplevelser og informere omverden om dem.