Børneporno

Forældre får besked om pædagogs børnepornosag

Forældre i Sønderholm kaldt til møde i dag

SØNDERHOLM:Forældrene til 45 børn i Børnehaven Sønderholm vil i eftermiddag blive orienteret om, at en 35-årig pædagog, der indtil for nylig deltog i pasningen af deres børn, har erkendt at være i besiddelse af børneporno på computere fundet på hans bopæl. Fredag morgen fortalte NORDJYSKE om politiets sigtelser mod manden, der også er FDF-leder. Samme dags eftermiddag, da forældrene hentede deres børn, blev de inviteret til et møde mandag med henblik på en orientering om sagen. Suspenderet Aalborg Kommune blev orienteret om sagen umiddelbart efter anholdelsen af manden i forrige uge, men ifølge Aalborgs socialdirektør, Preben Buchholt, har man fra forvaltningens side bevidst valgt ikke at orientere forældrene på et tidligere tidspunkt - uagtet, at rygter de senere dage har skabt bekymring blandt forældrene. - Straks efter anholdelsen blev manden suspenderet, men i forhold til forældrene kunne vi ikke foretage os noget, før politiet havde overblik over sagen, og vi dermed selv kunne tage bestik af situationen. Der er jo ingen mening i at mødes med forældrene, før vi er i stand til at give en fornuftig redegørelse for, hvad der med sikkerhed er sket, siger Preben Buchholt. I den vurdering tæller det ifølge socialdirektøren med, at intet tyder på, at der er foregået noget kriminelt i børnehaven. Intet kriminelt på job - Politiets undersøgelser viser, at computeren, som manden havde adgang til i børnehaven, ikke været brugt til formålet. Og i forhold til hans omgang med børnene er der ikke observeret noget forkert. Var det modsatte tilfældet, ville forældrene straks være blevet orienteret, siger Preben Buchholt, der tilføjer, at hensynet til retssikkerheden også har spillet en rolle i kommunens behandling af sagen. - Med suspensionen sikrede vi, at han ikke kom i kontakt med børnene, men det ville være forkert at skride til yderligere orientering på et tidspunkt, hvor vi ikke med sikkerhed kunne vide, om sigtelserne ville holde. Nu da den sag er afklaret, blandt i kraft af mandens tilståelse, er tiden inde til at orientere forældrene, siger Preben Buchholt. Samtidig har kommunen indledt en afskedigelsessag. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra børnehavens ledelse. Den 35-åriges interesse for børneporno blev afsløret, da Rigspolitiets it-eksperter for et stykke tid siden opdagede, at der blev hentet børneporno fra internettet til en computer, hvis såkaldte IP-adresse førte til nordjyden. Samtidig var politiet i Løgstør i forbindelse med en anden sag om børneporno stødt på den 35-åriges navn. Først når Rigspolitiets eksperter har gennemgået indholdet på tre computere beslagtlagt på mandens bopæl, vil man have overblik over, hvor stort omfanget af den 35-åriges samling.