Forældre frustrerede over klasse-lukning

Hou Skole lukker AKT-klassen efter sommerferien.

Charlotte Schougaard er bekymret for, hvordan det skal gå hendes datter, når AKT-klassen på Hou Skole nedlægges efter sommerferien. Foto: Niels Meredin

Charlotte Schougaard er bekymret for, hvordan det skal gå hendes datter, når AKT-klassen på Hou Skole nedlægges efter sommerferien. Foto: Niels Meredin

Beslutningen om at omlægge 162 specialtilbud til almentilbud i kommunens folkeskoler vækker bestemt ikke begejstring alle steder. På Hou Skole lukker AKT-klassen for eksempel efter sommerferien, og det er flere af forældrene stærkt bekymrede over. - Stemningen er ikke specielt god i øjeblikket. For vi føler os både frustrerede og magtesløse, forklarer Charlotte Schougaard. Hun er mor til en pige, der går i 1. klasse i AKT-tilbuddet i Hou. Og selvom hun har fået tilbudt en plads i AKT-klassen i Hals, har hun valgt at takke nej, fordi det vil betyde, at Christina på sigt skal "inkluderes" i en normalklasse på den langt større Hals Skole. - Og det kan hun slet ikke overskue, mener Charlotte Schougaard. - Christina har brug for trygge og overskuelige rammer. Og derfor har jeg også valgt, at hun skal fortsætte i en almindelig klasse på Hou Skole fremover at flytte til en ny AKT-klasse i Hals, forklarer hun. Charlottes datter har ADHD og er desuden født for tidligt. Så hun er meget lille af sin alder og bliver nemt væk i større forsamlinger. - Vi prøvede det allerede for nogle år siden, hvor hun blev flyttet til en stor børnehave, og det gik slet ikke, fortæller Charlotte. Forældrene i Hou er også utilfredse over, at de ikke er blevet taget med på råd, inden man lukkede AKT-klassen. Men ifølge rådmand for skole- og kultur, Anne-Dorte Krog (SF), vil der blive taget udstrakte hensyn til forældrenes ønsker. Hun understreger samtidig, at der følger mange penge med til de skoler, som skal tage mod eleverne. Så der vil både være kompetence og vejledning på skolerne til at takle den ny opgave.