Forældre frygter lappeløsninger

Bestyrelsen på Højene Skole frygter lappeløsninger og kæmper for en langsigtet plan for udbygning af skolen.

Højene skole har pladsproblemer. Bestyrelsesformand Inge Hjermitslet og næstformand Martin Højen efterlyser en langsigtet løsning på problemet. Arkivfoto: Bente Poder

Højene skole har pladsproblemer. Bestyrelsesformand Inge Hjermitslet og næstformand Martin Højen efterlyser en langsigtet løsning på problemet. Arkivfoto: Bente Poder

Også forældrebestyrelsen på Højene Skole er stærkt optagede af at finde en løsning på skolens tiltagende pladsproblemer. Som fortalt i NORDJYSKE torsdag er skolen presset på plads - der er netop indskrevet tre nye klasser, mens kun to går ud, og efter sommerferien vil hver fjerde skoletime komme til at foregå i en pavillon. Der er lavet en udbygningsplan med en ny indskolingsfløj, som ville løse problemerne, men den koster 25 millioner kroner, og det har kommunen ikke råd til - derfor er man i gang med at undersøge billigere alternativer. Men der skal ske noget, mener forældrebestyrelsen, og det skal ikke være lappeløsninger. Formand for bestyrelsen, Inge Hjermitslev, har været med i det byggeudvalg, der lavede udbygningsplanen, og har deltaget i flere møder. - Helt frem til arkitektmøderne var vi stillet i udsigt, at det ville blive til noget. Men så var det, at kassen blev smækket i generelt, husker Inge Hjermitslev, der sammen med bestyrelsens næstformand Martin Højen ærgrer sig over, at det nu er blevet udskudt. - Sådan noget kan gå nogle år, men hvis en permanent løsning bliver ved med at blive udsat, så slider det på lærerne. Der er brug for et lys for enden af tunnellen, siger Martin Højen. Læs mere i NORDJYSKEs Hjørring-udgave lørdag