Forældre glade for borgmesterens besøg

Ingen støtte til synspunkt om, at borgmesteren skal holde sig væk fra institutioner under valgkampen

Lokalpolitik 1. september 2009 08:02

Blandt de forældre, som NORDJYSKE snakkede med ved indvielsen af Røde Kors Børnehavens nye hønsehus i går var der ingen støtte at hente til forælder og byrådsmedlem Poul Grøns synspunkt om, at borgmester H. C. Maarup (S) bør holde sig langt væk fra kommunale institutioner i valgkampen. Janni Bak kaldte det "rigtig dejligt", at borgmesteren engagerer sig i noget så småt som en børnehave i Mariager. Forælder Victor Hansen glædede sig også over, at borgmesteren havde fundet plads i sin kalender. - Han er jo også børnenes borgmester, og nu får de chancen for at se ham, sagde Victor Hansen. - Tidligere var vi en lille kommune, og vores borgmester var flink til at komme på besøg. Nu er vi en stor kommune, og det er naturligt, at borgmesteren ikke kommer så tit rundt. - Så meget desto mere glæder jeg mig over, at han er her i dag, lød det fra Victor Hansen, der afviste, at han vil lade sin stemmeafgivning påvirke af borgmesterens tilstedeværelse ved indvielsen. Læs også reportagen i NORDJYSKE Stiftstidende tirsdag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...