Forældre handler på eget initiativ

Skoleblokade i Klarup, men ikke med skolebestyrelsens anbefaling

Skolevæsen 20. september 2006 06:00

KLARUP: Tre aktive forældre tog over, da skolebestyrelsen meldte fra. Klarup Skole med over 500 elever bliver også blokeret i morgen, torsdag, når forældrene de fleste steder tager sagen i egen hånd i protest mod nedskæringerne på skole- og pasningsområdet. For Hanne Engen har ugens første dage formet sig noget anderledes, end hun forestillede sig i søndags. Om aftenen modtog hun besked om, at skolebestyrelsen var delt i spørgsmålet om, hvorvidt der skulle ske noget. Derfor nøjedes den med en skriftlig udtalelse til Sammenlægningsudvalget. Hanne Engen, der er forældrerådsrepræsentant i 8. c allierede sig med en anden forælder, Birgitte Stoffersen Andersen, ligesom hendes mand, Tommy Malgaard, der forældrerådsrepræsentant i 0. klasse, tog fat. Opgaven blev fra starten lidt mere omstændelig end først antaget. Fra skolens ledelse var der nej til at udlevere navne og kontaktnumre til de øvrige klasserepræsentanter. Det kunne man ikke til privatpersoner. Så gik den ellers med stædigt benarbejde og kontakter fra mund til mund. I går følte hun, at hun næsten kunne svæve. Hun havde modtaget mange positive tilkendegivelser fra andre forældre med tilbud om assistance. Flere udtrykte deres skuffelse over skolebestyrelsen. Der blev sendt breve hjem til alle forældre via skolen. Der er fundet blokadevagter til i morgen. Der bliver minimum to ved hver indgang på hele skolen fra kl. 6. Der er folk til pasning, så ingen børn risikerer at skulle stå på skolen uden opsyn. -Det er ikke et pasningstilbud som sådan, men en garanti, siger Hanne Engen. Hun mener, tiden er inde til at stå sammen. - Vi kan allerede nu se, hvor stram økonomien er. 8. årgang kan ikke foretage jordbundsanalyser, fordi de ikke har spader til at grave med. De kan heller ikke undersøge, hvad der lever i vandet, fordi de ikke har små fiskenet. - Jeg har da ikke svært ved at forestille mig, at skolelederen på et tidspunkt stiller op om morgenen og trækker lod om, hvilken klasse der er så heldig at få en lærer. I forvejen mangler der vikarer. Det er ikke ualmindeligt, at større klasser har fem-seks timer om ugen, hvor de får besked om at arbejde på egen hånd. Og nu vil de skære yderligere på vikarkontoen, tilføjer Hanne Engen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...