Børnepasning

Forældre har tjek på flyverdragten

Mor og far tager ansvar for deres børn

NORDJYLLAND:Det dur ikke, at forældre kommer hæsblæsende ind af børnehavens dør fem minutter i lukketid, mener vores statsminister. Forældre har et ansvar for at have tid med deres børn. Det er ikke nok, at børnehaver og vuggestuer giver omsorg og udfordringer til poderne. Børnehaveleder gennem 30 år Jytte Nexø fra Bakkegården i Aalborg oplever dog også, at forældre giver sig tid til deres børn. - Forældre har tjek på flyverdragter og madpakker, og de tager selvfølgelig et medansvar for deres børn, siger hun. Hun er slet ikke enig i, at det er blevet værre med forældrene og deres manglende medansvar for børnenes hverdag. - Børnene er længere tid i daginstitution, men det er en naturlig udvikling i et samfund, hvor begge forældre er udearbejdende. Det er vigtigt, at forældre ikke altid får skudt i skoene, at de ikke tilbringer tid nok med deres børn. Jeg oplever, at forældre bruger tid sammen med deres børn i forhold til den tid, de har. Man kan jo ikke være sammen med deres barn samtidig med, at man er ude på arbejdsmarkedet. Også børnehaveleder John Høst Sørensen fra børnehaven Kløvermarken i Skagen møder engagerede og ansvarsfulde forældre, der ved meget om børn og opdragelse. - Forældre bruger i dag sammenlignet med år tilbage mere kvalitetstid på deres børn. Samtidig forventer de også mere service fra børnehaven. Lasse Hornbøl er far og formand for Forældrenævnet Nord i Aalborg Kommune, som er et nævn for forældre, der har børn i børnehaver. Han er overrasket over, hvor engagerede forældre er. Han ser blandt andet, at mange børn bliver hentet tidligt af deres mor eller far. Noget han selv prioriterer som forælder. - I vores familie organiserer vi vores arbejdstid, så vi skiftevis kan hente børnene tidligt, fordi vil gerne vil være sammen med vores børn, mens de er små. Han mener, forældre i dag lægger stor vægt på, at børnene har det godt, og derfor vælger mange forældre, at deres børn får tid med dem, da børnene har brug for voksenkontakt. En kontakt, der ikke altid er nok af i børnehaverne. - Derfor vil vi forældre også hellere have flere pædagoger i børnehaverne end billigere takster, siger han.