Forældre kan undgå skattesmæk for lockout-pasning

Det er op til virksomheders pasningsordning, om forældre får skattesmæk, oplyser Skat. Holger K. maner til ro.

Forældre kan undgå skattesmæk for lockout-pasning

Hvis børnene skal med mor eller far på arbejde efter påske, fordi lærernes lockout træder i kraft, kan de slippe for skattesmæk i nogle tilfælde.

Ifølge Skat afhænger det nemlig af situationen, om pasningen er skattepligtig eller ej, fordi virksomhederne kan indrette sig på forskellige måder, så skattesmækket ikke bliver en realitet.

Og det får skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til at opfordre forældre til at slå koldt vand i blodet.

- Langt de fleste mødre og fædre kan efter påsken trygt tage deres børn med på arbejde uden at skulle være nervøse for, at de efterfølgende bliver beskattet, siger Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke skyder gråspurve med kanoner her, og puster problemet unødigt op.

- De fleste almindelige forældre, der tager deres børn med på arbejde og giver dem lov til at se fjernsyn i mødelokalet eller drikke en kop kakao bag skrivebordet, vil jo ikke blive beskattet.

Skat oplyser onsdag, at et eventuelt skattesmæk til forældrene afhænger af, hvordan virksomhederne organiserer børnepasningen under lærernes lockout.

Det betyder, at hvis medarbejderne selv passer de medbragte børn i løbet af arbejdsdagen, er der ikke risiko for et skattesmæk.

Er der derimod tale om deciderede pasningsordninger, hvor arbejdsgiveren sætter en konkret medarbejder til at stå for børnepasningen, er der tale om en udgift for arbejdsgiveren - og så skal der betales skat af godet.

I løbet af onsdag har Skat oplevet massiv interesse for spørgsmålet, fordi det tirsdag stod klart, at virksomheders børnepasning under lockouten kan risikere at blive en dyr fornøjelse for forældrene, hvis der skal betales skat af pasningen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst