Forældre kræver ro om folkeskolen

Det lugter af valgteater, siger forældreformand om regeringens skoleudspil, der præsenteres i dag.

Ifølge Politiken lægger regeringen med sit skoleudspil op til at begrænse understøttende undervisning og forkorte skoledagen med næsten to timer. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Politik 11. september 2018 08:02 - Opdateret 11. september 2018 08:24

Foreningen Skole og Forældre er utilfredse med, at regeringen i utide foreslår ændringer i folkeskolereformen med sit skoleudspil, der præsenteres i dag.

- Folkeskolen har brug for arbejdsro, siger landsformand Mette With Hagensen til Ritzau.

Regeringen lægger ifølge Politiken blandt andet op til at gøre skoledagen 1,8 timer kortere og begrænse den understøttende undervisning til fordel for flere timer i naturfag.

Men Skole og Forældre, der repræsenterer skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen, stiller sig kritiske over for timingen af regeringens udspil

- Hvorfor skal vi have en ændring i lovgivningen, et år før man står over for en evaluering? Hvis der var noget, man var utilfreds med, så kunne man have lavet den ændring for længe siden, siger Mette With Hagensen.

Det er planen, at folkeskolereformen skal evalueres i 2020.

Landsformanden påpeger, at implementeringen af den oprindelige reform endnu ikke er gennemført, og at det derfor er uhensigtsmæssigt at lave store ændringer allerede.

- Det her står i modsætning til det, der stod i regeringsgrundlaget, og derfor er det valgteater, siger Mette With Hagensen.

- Vi så hellere, at man fandt et par milliarder på finansloven til folkeskolen i stedet for det her valgbulder.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) præsenterer regeringens udspil klokken 10.30 tirsdag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...