Børnepasning

Forældre må gerne betale for mad

Grønt lys for forsøg med forældrebetalt mad i børnehaver

AALBORG:Det er i orden, at forældre betaler for, at deres børn kan få serveret mad i børnehaven. Det mener et flertal i Aalborg kommunes socialudvalg, som netop har givet grønt lys for en ny forsøgsordning. - Det er en betingelse, at initiativet kommer fra den enkelte institutions forældrebestyrelse, forklarer socialrådmand Birgit Ekstrøm (S). Hun lægger stor vægt på, at der serveres sund og varieret kost, og så skal bestyrelsen i øvrigt også "tilstræbe", at alle er med i ordningen. - Jeg kan ikke ret godt leve med, der sidder en eller to, som ikke har råd til at være med, siger hun. - Derfor har vi også formuleret os så skarpt, som vi overhovedet kan. Men det er selvfølgelig ikke en garanti for, at alle vitterligt er med, indrømmer hun. Personligt så Birgit Ekstrøm i virkeligheden helst, at staten betalte for madordninger i samtlige af landets skoler og børnehaver. Men som loven er nu, har udvalget meget svært ved at sige nej til en kommunal forsøgsordning. - Vi har forsøgt at sikre os ved at sige, at maden ikke må koste mere en 400 kroner om måneden pr. barn, fortæller hun. - Og her udover vil vi også følge forsøget tæt - både ved at evaluere midtvejs, og når forsøget er slut i 2007, forklarer hun. Som økonomien ser ud i dag, er det ikke realistisk at forlange, at daginstitutionerne selv betaler maden. Og ifølge rådmanden kan det også blive dyrt, hvis alle skal have køkkener, som er godkendt til fremstilling af varm mad. - Derfor er vi nødt til at lave skrappe restriktioner for, hvad der må laves de forskellige steder, forklarer hun. - De fleste må for eksempel godt varme færdigretter, men det kræver et meget større køkken, hvis de også skal fremstille maden selv. Flere af kommunens institutioner har allerede udtrykt interesse for servere mad. Og derfor tripper mange også for at komme igang - blandt andet Børnehaven Myretuen i Vestbjerg. - Det bliver meget spændende at se, hvordan det kommer til at forløbe, siger Birgit Ekstrøm. - Vi holder under alle omstændigheder øje med udviklingen - også for at sikre os, at så mange som muligt kommer med, forklarer hun.