Turisme

Forældre ønsker bedre ferie for deres børn

KØBENHAVN:Dårlig samvittighed over for børnene plager mange danske forældre i ferietiden. Næsten 10 procent af danske forældre med hjemmeboende børn føler ikke, at de har råd til at tilbyde deres børn en ordentlig sommerferie. Og yderligere 17 procent af forældrene erklærer, at de kun i mindre grad føler, at de kan give deres børn den sommerferie, som de gerne vil. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 har lavet. Især forældre med korte eller ingen uddannelser og med under 200.000 kroner i indtægt om året føler, at de svigter deres børn. - Rigtig mange familier har slet ikke råd til ferie, og det betyder, at deres børn går glip af oplevelser og nærvær sammen med forældrene. De allerdårligst stillede grupper bliver hjemme i ferien og kan måske maksimalt få råd til en tur i Zoologisk have, siger Peter Albæk, formand for Børns Vilkår. Han understreger, at en god ferie ikke behøver at være en dyr rejse til Caribien, men at det også kan være campingferie i Danmark. Det centrale er, at familien sammen bliver rykket ud af hverdagen og får fælles oplevelser. - Men bare at pakke en taske og tage til Jylland for at overnatte en uge kan vælte budgettet for de fattige familier. Det er synd for de børn, som slet ikke oplever at have ferie, for de har også behov for afbræk, siger Peter Albæk./ritzau/