Børnepasning

Forældre og pædagoger i arbejdstøjet

Frivillig arbejdskraft sørgede lørdag for nyt raftehegn til naturbørnehaven ved Gl. Landevej

SKAGEN:Saven kunne høres på lang afstand, og både inde og ude duftede Sovkrogvejens nye børnehave ved Gl. Landevej i Skagen af frisk træ og savsmuld. Der var nemlig dømt "store arbejdsdag" for både forældre og pædagoger i lørdags. Et nyt kompost raftehegn og et brændeskur skulle se dagens lys, og en udendørs legeplads er også under forberedelse, så det hele kan være klar til at modtage de 32 børn i løbet af november, når børnehaven flytter ud i naturen. Cirka 20 forældre og pædagoger havde skrevet sig på listen til en ekstra arbejdsdag, så nogle havde også travlt med at lave mad i den nuværende børnehave til det arbejdende folk. Mange af forældrene og børnehavebørnene har gennem længere tid lagt søndagsturen ud forbi den 4000 kvadratmeter store naturgrund, hvor rammerne af den nye børnehave også er ved at være på plads, og forventningerne er meget store blandt børn, forældre og pædagoger. - Jeg glæder mig helt vildt til at komme herud. Vi får meget bedre forhold med et flot 205 kvadratmeter stort hus, når vi regner naturrummet med, og en række gode faciliteter, selv om vi har arbejdet med et budget på et par millioner kroner eller cirka halvdelen af det, som en børnehave normalt ville koste, siger pædagog Peter Davidsen. Han har allerede inde i hovedet et billede af en mindre urtehave, et drivhus, faciliteter til opsamling af regn til vandleg, og måske en vandtrappe, der skal laves på et senere tidspunkt, selv om det ganske vist ikke lige er med i det nuværende budget, men når også forældrene er indstillet på at yde en ekstra indsats, kan man nå langt uden de store udgifter. Træet til raftehegnet, som blev lavet i weekenden, var jo i forvejen til rådighed på stedet. Det samme var et stort træ, der blev fældet for et par uge siden, og nu venter på at blive placeret i det såkaldte naturrum. Børnehavebørnene kommer garanteret ikke til at kede sig i de nye omgivelser, der på den ene side er tæt på byen og på den anden side er lige op til fantastisk natur, vilde stier, Skagen Rideskole, Den tilsandede Kirke og Naturhistorisk Museum. - Mindst én gang om ugen er vi her sammen med børnene for at se, hvordan det går med byggeriet. Vi har jo i forvejen nærmest betragtet området som vores baghave, men nu kommer vi helt tæt på naturen og får vores eget område. Det bliver dejligt, lød det fra leder af børnehaven, Jette Andkjær, mens hun var i fuld gang med at save grenene til i den rigtige størrelse til det nye hegn. Trine Munch, mor til Mikkel, som i forvejen går i børnehaven, er også positivt overrasket over, hvor meget naturbørnehave det har været muligt at lave inden for budgettet, og hun er med på at skrive flere arbejdsdage ind i kalenderen i de kommende weekender, så det kan blive ekstra godt. - Vi glæder os helt vildt, og det gør min tre-årige søn, Laurits, altså også. Han snakker om det hele tiden, og vi er ofte ude for at se, hvordan det går, siger Michael Ax, der mener, at muligheden for at komme til at gå i en naturbørnehave absolut var med i overvejelserne, da familien valgte at tilmelde Laurits til børnehaven på Sovkrogsvej. - Jeg er overbevist om, at det er meget sundt og godt for børnene at gå i en naturbørnehave, og det tjener Skagen Kommune til ære, at man nu har gennemført projektet, siger Michael Ax.