Forældre opgiver at starte ny friskole

Opbakningen var for lille - økonomien hænger ikke sammen

Friskolen skulle have startet her på Aktivitel Frederikshavn, men planerne er nu opgivet. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Friskolen skulle have startet her på Aktivitel Frederikshavn, men planerne er nu opgivet. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Der bliver alligevel ikke nogen ny friskole i Frederikshavn til sommer. Det besluttede friskolens bestyrelse endeligt på et møde sidste uge. - Det ville simpelthen være for uansvarligt, når vi ikke har mere tydelig opbakning, end vi har, siger Dorthe Vestermark Steffensen, som er bestyrelsesmedlem i den planlagte friskoles bestyrelse. Fladstrand-forældre Initiativtagerne til friskolen er forældre til elever på Fladstrand Skole, som ikke brød sig om fusionen med Abildgårdskolen til den nuværende Frydenstrandskolen. - Vi har haft en masse forældre, som har talt positivt om det her, men opbakningen bliver ved ord, siger Dorthe Vestermark Steffensen. Erfaringer fra andre friskoler viser, at et elevtal omkring de 75 ville være mest rentabelt at starte på, men kun 25 forældre har indbetalt indmeldelsesgebyret til den nye friskole. Indmeldelsen koster 250 kroner, ifølge Dorthe Vestermark Steffensen et symbolsk beløb. Lederen var fundet - Forældrene vil gerne se noget konkret, før de melder deres børn ind, men vi kan jo ikke hverken ansætte lærere eller leje bygninger, før vi ved, hvor mange, der er villige til at bakke op om det her, siger hun. Beslutningen om ikke at starte skolen op til august som planlagt kommer lige efter at forældrebestyrelsen havde fundet en skoleleder til den nye skole, som skulle være blevet ansat pr. 1. april. Bestyrelsen vil nu tage stilling til, om planerne om en ny friskole helt skal opgives eller om man skal fortsat skal arbejde for at samle forældre nok til en ny skole.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.