EMNER

Forældre på spejderlejr

Farsø-trop byggede selv opvarmet pool

På spejdernes lejr blev der også bygget en swimmingpool, som blev opvarmet ved hjælp af et bål, en gammel radiator og nogle vandslanger. Privatfoto

På spejdernes lejr blev der også bygget en swimmingpool, som blev opvarmet ved hjælp af et bål, en gammel radiator og nogle vandslanger. Privatfoto

De blå spejdere fra 1. Farsø Flok & Trop er netop vendt fra gruppesommerlejr. Målet for den var hytten Wig-Wam, som til daglig er spejderhytte for Erik Menved Gruppen i Horsens. Farsøspejdernes lejr var tilrettelagt som en familielejr, hvor også forældre og søskende kunne være med, enten på hele lejren eller i kortere perioder. I alt var der små 40 deltagere, som nød den flotte hytte og de perfekte lejromgivelser. De største spejdere, junior og trop, brugte de to første, solbeskinnede, dage til at lave pionering, hvor der blev opbygget en lejr med indgangsportal, spisebord, bålplads, volleyballbane og en opvarmet swimmingpool! Imens konstruktionsarbejdet stod på kunne minier og mikroer fornøje sig med håndværksprægede aktiviteter. Her skulle der sys bestikposer i stof, laves små træfigurer og sidst men ikke mindst fabrikeres en stjernekikkert. Wig-Wam er indrettet med et stort overdækket fællesområde på 300 kvadratmeter. Dette område kom i brug, da man havde et par dage med heldagsregn. Bålstemningen kom dog ikke til at mangle af den grund, da det overdækkede område også var forsynet med en stor bålplads, hvor der kunne fabrikeres træperler. Lejrens værksted blev også tage i brug, når der skulle snittes knive, skeer og gafler i træ. Onsdag nat stilnede regnen af, så alle kunne purres ud af soveposerne for at komme på natløb med indlagte opgaver. Oplevelserne på lejren udmøntede sig også i et lille skuespil, som de største spejdere opførte for de øvrige spejdere, ledere, forældre og søskende. DDS-spejderne starter igen efter sommerferien, når der mandag den 22. august er fælles spejderstart for alle gruppens grene.