EMNER

Forældre skal lære at være forældre

Nyt projekt skal forebygge problemer efter fødslen

AALBORG:Op mod 20 kommende forældrepar får nu chancen for at lære lidt mere om, hvad det vil sige at være forældre. Aalborg Kommune søger i hvert fald om penge til at forlænge et projekt, som kaldes ”Klar til Barn”, og rådmand Mai-Britt Iversen (S) forventer sig meget af ideen. - Det er meget vigtigt, at vi får de privatpraktiserende læger og jordemødre på banen, mener hun. Ifølge rådmanden drejer det sig om at komme tidligt ind og støtte de vordende forældre. Og gerne ved at inddrage netværk - f.eks. i form af bedsteforældre - hvis det drejer sig om et ungt par. - Vi har tidligere haft et lignende projekt, men det var for lille til at give et bredt erfaringsgrundlag. Så derfor søger vi nu om midler fra Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service, forklarer hun. Familie- og socialudvalget godkendte fredag en ansøgning om i alt 140.000 kroner. Og går den igennem, skal der gennemføres i alt fire forberedende forældrekurser: To i Centrum og to i Nordøst. - Vi vil gerne give dem nogle redskaber til at takle rollen som forældre. Det er for eksempel ofte nyttigt at vide lidt om, hvorfor man reagerer, som man gør, forklarer Mai-Britt Iversen. - På sigt kan et måske forebygge nogle af de problemer, som ellers ville opstå. Og derfor tror jeg bestemt også, det er god ide, tilføjer hun.