Forældre skal tage ansvar før sidste skoledag

Tag en snak med afgangseleverne, opfordrer forældre-forening

AALBORG:Det er ikke kun skolernes ansvar, at sidste skoledag bliver en succes. Forældrene bør også tage ansvar og snakke med deres børn om, hvordan de bør opføre sig. Det mener Trygve Engen, formand for foreningen af forældre i Aalborg Kommunes skolebestyrelser (FFS). Foreningen tager på det kraftigste afstand fra hærværk og de dødslister, som blev hængt op på nogle af skolerne sidste år. - Det spredte naturligvis frygt og angst hos flere af de mindre skoleelever, som optrådte på disse lister. Uanset om turslerne var ment som en spøg eller ej, var konsekvensen stor uro og fordømmelse i brede forældrekredse, siger Trygve Engen, der glæder sig over, at flere skoler har udvekslet erfaringer om sidste skoledag for at undgå lignende tilfælde. - Vi forventer langt færre uheldige episoder i år, siger formanden og opfordrer forældre til at drøfte sagen med eleverne. - Fra skolebestyrelsernes side vil vi kraftigt bede forældrene til 9. klasseeleverne om at følge op på skolernes egne forslag om at gøre sidste skoledag til en fin afslutning. Vi tror i skolebestyrelserne, at det gør en stor forskel, at forældre viser opmærksomhed over for deres unge, for skolen og dens sociale liv. Det er med til at forebygge konflikter, hærværk og trusler, siger Trygve Engen.