Forældre være mere forældre

Familieminister Henriette Kjær vil skubbe til forældrene - de skal stole mere på sig selv

Flyttekasser står stablet i hjørnerne, og det lugter ramt af murerstøv og maling. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender har kun boet tre uger i Stormgade 2 lige overfor Nationalmuseet og med kig hen over lyskrydset til Christiansborg. Kanalen løber lige nedenfor. Solen blinker i vandet. I ministeriet må de trække de hvide gardiner for. På første sal holder minister Henriette Kjær (K) til. Samtidig med, at embedsmændene rykker på plads med skrivebord og rullestole, arbejder hun med at få lov at flytte ind i folks bevidsthed. For eksempel ved at sige ja til interviews med journalister. I dag er det NORDJYSKEs tur, og den konservative minister er blevet bedt om at tage del i vores serie om børn i dag. Hun skal ikke forhøres om forbrugerbeskyttelse og fødevarelovgivning, men som familiens minister fortælle, hvad hun vil gøre for, at børnene får en bedre barndom. Og det handler først og fremmest om deres forældre. - Jeg har læst interviewet med den svenske forfatter, avisen har bragt. Og jeg må nok sige, jeg synes, han sætter tingene på spidsen. Men - og det er ikke rart, den barndom, han beskriver, bliver nok mere og mere udbredt, indleder Henriette Kjær. Interviewet med Carl Hamilton indledte serien om danske børns barndom anno 2004. Han fortalte om det barnlige samfund, som han har døbt tiden i dag. Det er et samfund, hvor forældrene opfører sig som børn. De vil have deres vilje. Deres karrierer, rejser, møbler, smarte udseende og så videre. De vil have lov at være store børn hele livet, have lov at sætte sig selv først, have deres ønsker opfyldt, og ikke bruge deres tid på at sørge for andre eller tage ansvar for dem. Børn er et projekt, et behov, som de voksne vil have opfyldt, men de vil ikke ændre deres ungdommelige liv, så det passer bedre med det liv, børn har bedst af. Derfor bliver børnene ladt i stikken. De får ikke lov at være børn, der beskyttes og opdrages roligt og godt af fornuftige voksne, men skal klare sig selv og stresses i stykker af det. - Der er mange kompetente voksne, som er gode til at opdrage deres børn. Vi ved, at 80-90 procent af børnene har det godt, siger Henriette Kjær, som åbenlyst ikke har lyst til at gøre sig uvenner med de vælgere, hun skal hive til regeringen op til valget næste år. - Men jeg synes også, der er mange, der ikke tør tage hele ansvaret. Der, hvor jeg ser barnligheden, er, at de ikke tør stole på sig selv. De gør sig selv mindre ansvarlige. Det er alt for tit sådan, at voksne ikke vil gøre noget, før de har konsulteret en læge, en psykolog eller en sundhedsplejerske. De skal hele tiden have ekspertråd. Men, altså, vi kan godt finde ud af at opdrage vores børn, hvis ellers vi vil mærke ordentligt efter nede i maven. Selvfølgelig er der tider, hvor problemerne er så svære, at der skal hjælp til. Men det er altså ikke til daglig, fastslår Henriette Kjær, der er mor til to drenge på fem og otte år. Ikke et job Hun vil gerne give et eksempel og fortæller derfor, hvordan hun i jobbet som socialminister flere gange måtte tage debatten om sorg. Hvad skal det offentlige tilbyde af sorgberedskab i skoler, børnehaver og til voksne? - Det er særdeles hårdt for både børn og voksne, når en i den nærmeste familie dør. Men det er os som voksne i familien, som skal være i stand til at håndtere den sorg. Alle kommer til at miste. Vi skal tage det ansvar på os. Men når man så oplever, at voksne sætter sig selv i centrum og siger: Jeg vil have lov at sørge, så jeg har ikke overskud til at trøste børnene, det må de gøre i skolen. Jamen, det er en helt forkert opfattelse af forældreskabet. Men det kan man ikke lovgive om. Der skal en holdningsændring til, siger Henriette Kjær. Selv om de fleste middelklasseforældre er i hendes søgelys som potentielle konservative krydser ved næste valg, stryger hun dem ikke altid med hårene. For hun er harm over en anden side af den megen søgen efter ekspertråd, som hun kalder det. Hun bryder sig nemlig slet ikke om den professionalisering af hjemmelivet, som hun ser i bøger og debatter, som for eksempel handler om at udforme strategier for familien på samme måde som for et firma. - Det kammer over. At være mor og far er ikke et job. Det skal ikke være sådan noget professionelt, siger hun og må lede lidt efter de ord, hun vil sætte på følelserne. - Det er ikke fordi, der er noget galt i at ville tænke over, hvordan man er som forælder. Det er vigtigt, at man giver værdier videre, fortsætter hun efter en af sine meget sjældne pauser. - Men værdierne behøver ikke at være fint formulerede og give anledning til gennemtænkte strategier. De ligger mere latent indeni en. At have en familie er nemlig noget helt andet end at have et job. På jobbet, i skolen og børnehaven disciplinerer man sig. Hjemme er man allermest privat. Der skal man kunne rumme hinanden, håndtere hinanden. Man skal have lov at vise alle følelser, uanset om man er vred eller glad. Den slags kan man ikke lægge strategi for. Det er jo kærlighed, siger ministeren og sidder mere stille i stolen end længe. Når man ikke kan lægge strategier og opstille værdiskemaer som på job, så duer paragraffer heller ikke. Ingen af delene når ind i hjertet, og det er her, børnene bør være. Kærlighed Man kan heller ikke forbyde ved lov, at forældre tager på lange ferier uden deres børn. Netop derfor bedyrer hun hårdnakket, at det ikke betyder det store, hvilket budget, hendes ministerium har og hvilke paragraffer hun har at forandre i. Langt, langt de fleste af hendes årlige 12 milliarder kroner ligger i faste rammer aftalt for mange år ad gangen med mange partier. Men hun fik 100 millioner kroner af regeringen, da ministeriet blev oprettet til at bruge selv til næste år. Og de skal gå til at sikre pasningsgaranti over hele landet. - Lovgivningen skal give nogle rammer, så familierne orker at få børn. Vi har alle ønsket kvinderne ud på arbejdsmarkedet og så må vi selvfølgelig sørge for, at familierne kan hænge sammen alligevel, siger hun. Pengene gider hun heller ikke måle sig med. - Der er sådan en, ja, væmmelig tendens til, at alt gøres op i penge. Jo flere, jo bedre. Men sådan er livet jo ikke. Man kan også ændre noget til det bedre for familierne, uden at det koster mere, fastholder hun. Det kan virke til, at Henriette Kjær slipper let om den politiske skærsild, når hun ikke vil måles på penge eller paragraffer, men reelt er det heller ikke de to gange bogstavet P, som valget næste år vindes på. Det bliver i stedet bogstavet V for værdier, som bliver afgørende, lyder det fra alle sider af den politiske scene. Så derfor snakker Henriette Kjær om forældre og kærlighed i fuld overensstemmelse med både partiets fynske partichef, økonomiminister Bendt Bendtsen og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Er forskel - Om forældre og børn vil mærke, at jeg er konservativ og ikke socialdemokrat? Det tror jeg helt sikkert. Tilskud til daginstitutioner, som er oppe nu, er da et meget godt eksempel. Hvor socialdemokraterne vil skære i børnechecken og bruge pengene til at gøre daginstitutionstaksten lavere, så vil jeg hellere lade forældrene bestemme over pengene og derfor give større tilskud til andre pasningsordninger end de offentlige, siger ministeren og binder her til sidst hverdagen for de danske familier derhjemme helt tæt sammen med det konservative partiprogram. - Holdningsforskellen er meget klar. Hvor socialdemokraterne lader det offentlige overtage flere og flere af forældrenes opgaver og dermed tømmer familierne for ansvar, da vil vi holde på, at meget mere kan løses indenfor den enkelte familie, forklarer Henriette Kjær og bruger folkeskolen som eksempel. - Der er snart ingen ende på, hvad skolen skal lære børnene at klare, førstehjælp, mobning, kønssygdomme og meget, meget mere. Men det er altså opgaver, som forældrene i langt højere grad må påtage sig, siger Henriette Kjær. Efter årtier, hvor forældre har kunnet lulle sig i ungdommens ansvarsløse søvn til reklamens mange sange om den lykkelige evige ungdom og det offentliges overtagelse af børnenes opdragelse, vil hun vække dem. Ikke nødvendigvis blidt. For det er børnene, det gælder. Så nok vil paragraffer og penge fylde hos Henriette Kjær, men det bliver mestendels opdragende ord, ministeren vil give vælgerne, der skal til at lære at være voksne, ansvarsbevidste forældre. Og hun har optimismen i behold. Forældrene kan jo godt. De skal bare gøre det, fastslår børnenes minister.