Retspleje

Forældre: Vi kendte intet til omskæring

KØBENHAVN:Det er ikke hver dag, at tegninger af det kvindelige køn smækkes op på storskærm i danske retssale. Men onsdag var da også første gang, at en domstol herhjemme skulle tage stilling til, om to tiltalte er skyldige i at have fået deres døtre omskåret. Det var under et besøg i Sudan i 2003, at de to piger, der i dag er 10 og 12 år, gik med en moster hen på den klinik, der kunne give dem en behandling mod orm og bakterier. Der mistede de ifølge anklageskriftet størstedelen af deres indre skamlæber og muligvis også en del af selve clitoris. Men moderen bedyrede under retssagen i Glostrup, at hun ikke vidste, at der skulle foregå en regulær omskæring. Hun troede kun, at en lille del af forhuden over clitoris skulle fjernes, så man kunne undgå, at bakterierne satte sig der. At det indgreb i sig selv er ulovligt efter dansk ret, vidste hun ikke. Tænkte ikke på omskæring - Når du tager dine døtre til så usædvanlig en behandling, hvor de skal skære i kønsdelene, tænkte du så ikke på omskæring, lød det direkte spørgsmål fra anklager Anne-Birgitte Stürup. - Nej, fastholdt kvinden gennem sin forsvarer. Den 52-årige kvinde og hendes 60-årige mand er begge flygtninge fra krigen i deres hjemland Eritrea. De mødte hinanden i en flygtningelejr i Sudan og kom hertil i hhv. 1991 og 1993. De forklarede begge, at omskæring for dem er et svært emne at snakke om, og tilsyneladende er det heller ikke noget, de har diskuteret særligt meget i hjemmet. - Jeg stolede på, at min kone ikke ville gøre det. Jeg fik et chok og blev meget overrasket, da politiet fortalte mig, at mine piger var blevet omskåret, sagde manden gennem sin tolk. Han var slet ikke tilstede, da omskæringen skete, og har fortalt, at han intet vidste, før han blev anholdt. Han har tilsyneladende heller ikke snakket meget med hustruen om indgrebet bagefter. Faderen: Fremtiden vigtigst - Det vigtigste nu er børnenes fremtid. Det er ikke tiden til at stille min kone til regnskab nu, forklarede han. Manden oplyste i retten, at modstand mod omskæring var en af grundene til, at han flygtede fra sit hjemland. Men anklageren dokumenterede, at det havde aldrig været en del af hans asylsag. Tilsvarende fortalte moderen, at hun er modstander af omskæring. - Jeg kan ikke se meningen med det det, sagde hun. Hun oplyste, at hun ikke selv er omskåret. Men hun har afvist, at anklageren må afhøre hendes læge om det. - Det er en privat sag og har ikke noget med denne sag at gøre, argumenterede kvinden. Forsvarsadvokaterne opfordrede fra morgenstunden højst opsigtsvækkende retten til at lade hele nævningesagen køre for lukkede døre af hensyn til pigerne. Men det blev afvist af dommmerne. Sagen kører over flere dage og fortsætter mandag, hvor retten blandt andet skal se videoafhøringerne af de to piger. /ritzau/