Sæby

Forældre vil snakke skolevej med politikere

Et signalanlæg er ikke en tilstrækkelig løsning for Sæbys skolebørn, der skal krydse Aalborgvej i det nye skoleår. Det mener en forældregruppe og byrådsmedlem Lars Oldager

Vejen i skole er ikke sikker nok, når børn fremover skal fra og til skoleafdelingerne i Sæby. Det mener en gruppe forældre. Foto: Bent Bach

Vejen i skole er ikke sikker nok, når børn fremover skal fra og til skoleafdelingerne i Sæby. Det mener en gruppe forældre. Foto: Bent Bach

SÆBY:Skolestrukturen har skabt meget debat. Den debat fortsætter mandag 23. februar i Manegen i Sæby. Her vil en gruppe af byens forældre sætte borgmester Birgit Hansen (S) og formand for børne- og ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune, Christina Lykke Eriksen (SF), i stævne.

Skolestrukturen betyder mere konkret i Sæby, at udskoling og indskoling skal foregå på hver sin skole. Men for at nå til Sæbygaardskolen skal en stor del af byens børn krydse den meget trafikerede Aalborgvej. Den foreslåede løsning med et signalanlæg, som børnene kan krydse vejen ved, er dog ikke tilstrækkelig, hvis man spørger byrådsmedlem Lars Oldager (DF). Han har i længere tid engageret sig i debatten om børnenes vej i skole fra det nye skoleår.

- Jeg ønsker en undergående cykel- og gangsti under Aalborgvej, således trafikken kan forløbe uhindret og ikke mindst skabe sikre rammer for vores skolebørn i Sæby, når de skal til og fra skoleafdelingerne. Det vil i sidste ende betyde, at de planlagte besparelser i forbindelse med Bæredygtigt Børneområde for Sæbys vedkommende ikke længere vil være til stede, skriver han i et læserbrev til NORDJYSKE.

Ved mødet håber forældregruppen på, at politikerne vil forholde sig til skolestrukturen. De mener samtidig, at informationsniveauet har været for lidt i fokus fra kommunens side.

- Vi mener, at der igen skal kigges på, om det var den rigtige beslutning at dele eleverne i Sæby. Man har i Hjørring valgt at lytte til borgerne og medarbejderne, hvilket vi mener, vil give god mening for Sæbys vedkommende, skriver Lars Oldager.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.