Forældre ville tænde ild til to børn

EMNER 20. marts 2003 07:00

FREDERIKSSUND: Et somalisk forældrepar med asylstatus i Danmark ville onsdag eftermiddag begå selvmord sammen og tage deres to små børn med sig i døden. Kvinden fortrød imidlertid og alarmerede politiet. - Manden havde været til møde i Udlændingestyrelsen i København og var nedslået, da han kom hjem. Vi ved ikke, hvilket svar han havde fået. Parret aftalte at gå i døden med deres børn, og manden hældte derfor benzin ud over dem alle fire. Men kvinden fortrød. Hun forlod lejligheden og fik en nabo til at ringe efter politiet, siger vicekriminalkommissær Peter Bang fra Frederikssund Politi. Han oplyser, at der på et tidspunkt i forløbet blev tændt ild, men at ingen kom til skade. - Jeg kan ikke svare på detaljer i øjeblikket, men ingen kom til skade. Vi har ham til afhøring lige nu, siger Peter Bang. Børnene - en pige på to og et halvt år og en dreng på halvandet år - er nu overgivet til de sociale myndigheder. Parret er sigtet for drabsforsøget, der foregik i mandens lejlighed i Frederiksværk. De fremstilles torsdag kl. 10 i grundlovsforhør. Kvinden er 22 og manden er 20 år. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...