Forældrene forstår

Børnepasning 4. september 2002 08:00

NØRRESUNDBY: De strejkende pædagoger behøver ikke at frygte for reaktionerne blandt forældrene til de børn, der i dag står uden pasning. I går eftermiddag opsøgte NORDJYSKE en tilfældigt udvalgt institution i Nørresundby for at høre, hvad forældrene havde at sige til situationen. De blev spurgt på fortovet lige udenfor Børnehaven Østergade 64. Og der var fuld forståelse for, at personalet har brug at diskutere tingene igennem. Også selvom det betød problemer med at få passet børnene. - Jeg ville gøre det samme, hvis det var mig, sagde Tore Mortensen, da han hentede sin søn og datter. Han regnede med, at løsningen på børnepasningsproblemet ville blive, at hans hustru tog en dag derhjemme. - Men problemet er ikke kommunen i den forstand. Den er underlagt en ramme fra regeringen, fortsatte han og kaldte det urimeligt, at regeringen pålægger kommunalpolitikere at gennemføre den slags nedskæringer. At det samtidig bliver knap 12 procent dyrere at få passet børnene, gør det ikke bedre. Tore Mortensen ville godt kunne acceptere en stigning, hvis det betød at der var kvalitet i det produkt, kommunen leverede. Han havde svært ved at sluge, at skulle betale mere for et ringere produkt. Formanden for bestyrelsen i børnehaven, Mette Hansen, har haft børn i børnehaven i fem år, så hun har været gennem flere sparerunder. - Vi protesterer kraftigt mod det her. Vi har fundet os i nedskæringer, men nu er det nok, sagde hun. Hun mener, det er godt, at pædagogerne har valgt at markere deres utilfredshed ved at nedlægge arbejdet. Mette Hansen var meget skeptisk ved udsigten til den merindskrivning på fem procent, som ligger i spareforslagene. - I forvejen får vi fire børn ekstra om vinteren på grund af vippeordningen. Skal vi så have tre-fire børn ekstra ind, får vi store problemer med plads og støj. Der bliver også et meget dårligt arbejdsmiljø for pædagogerne. Hun følte, at børnehaven bliver dobbelt ramt, fordi Nørresundby Bibliotek måske også får dødsstødet. Børnene i børnehaven er flittige gæster på biblioteket og har specielt i vinterhalvåret stor glæde af de aktiviteter, der findes der. Mette Hansen undrede sig over, at Aalborg Kommune på den ene side taler varmt om bedre kvalitet i børnehaverne, og samtidig vil spare så mange penge. - Det hænger slet ikke sammen. Vi forældre sidder tilbage med en fornemmelse af, at Aalborg Kommune prioriterer byggeri fremfor mennesker. At man prioriterer vandkulturhus og musikhus fremfor børn og unge. Den varslede takststigning kaldte hun horribel sat i forhold til de forringede vilkår. - Men jeg har ikke noget imod, at man sætter prisen op, hvis forbedrer forholdene, sagde hun. Også fra Lone Mailandt, der har to drenge i børnehaven, var der fuld opbakning til personalet. - Jeg synes det er vigtig, at de tager stilling til det, der sker, sagde hun. - Jeg synes, de skulle finde nogle andre steder at spare. Og så spørger du mig, hvor det så skal være. Det ved jeg ikke, men hensynet til børnene skal gå forrest.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...