Forældrene skal på banen

Forældre i Tårs skal hjælpe med at stoppe hærværksbølge

TÅRS:Pedel på Tårs skole, Esben Jensen, bruger efterhånden en del tid på at feje knuste ølflasker op. Efter weekenderne er skolegården som regel overstrøet med glasskår, ofte er skilte og lamper blevet ødelagt og ruder er knust. - Det har taget overhånd. Vi har de seneste par måneder oplevet en sand bølge af hærværk og drengestreger, siger skoleinspektør, Kjeld Jakobsen. Han viser et vindue ind til en af skolens pavillioner, hvor en træplade beskytter mod vind og vejr. Her blev ruden knust nytårsaften, og der blev smidt et kanonslag ind, som lavede et hul i gulvet. - Vi har tidligere oplevet bølger af hærværk. Heldigvis får vi denne gang en del reaktioner fra forældrene. Det er meget vigtigt, at de også kommer på banen og gør en indsats, så vi kan få stoppet det her, siger Kjeld Jakobsen. Også rundt om i Tårs by har der på det seneste været mange tilfælde af hærværk. Skraldespande og skilte bliver ødelagt og ruder bliver knust. Hjørring Politi har gennem SSP- samarbejdet, forsøgt at få de unge i tale. - Jeg har talt med nogle af drengene i 8. og 9. klasse, men det har endnu ikke givet resultater. Jeg tror derfor, at det er tidligere elever på skolen, der er på spil. Og der er nogle, som jeg skal have talt med i den kommende tid, siger politiassistent Torben Jørgensen. I et brev til skoleelevernes forældre, appelerer skoleinspektøren til, at der bliver holdt mere øje med, hvad børnene render og laver om aftenen. Forældrene er også blevet informeret om, at der i et enkelt tilfælde er fundet stoffer på skolen. - Der blev fundet noget pot, som en af eleverne havde tabt. Og det viser jo, at der også findes stoffer på skolen, siger Kjeld Jakobsen. Den megen hærværk har også økonomiske konsekvenser for skolen. - Når der skal skiftes en rude eller repareres en lampe, så skal vi selv betale. Så det går jo bl.a. ud over indkøb af f.eks. bøger, som vi gerne ville anskaffe, siger Kjeld Jakobsen.

Forsiden