Drab

Forældrene skal tale angsten væk

Mordet på Mia Teglgaard Sprotte fylder børns hoveder med en blanding af angst og fascination. Forældrene har en vigtig rolle i kampen mod den unødvendige frygt

KØBENHAVN:Kun de færreste danskere har kunnet undgå at høre om mordet på Mia Teglgaard Sprotte. Billedet af den 12-årige pige har været på forsiden på alle landets aviser, men det er ikke kun de voksne, der læser om den tragiske begivenhed og ser nyhedsudsendelserne. Mordet berører også børn og unge landet over – faktisk i en sådan grad, at de har taget SMS'er og hjemmesider i brug for at vise deres medfølelse. - De bliver chokerede – også i forhold til, at det kan ske for dem selv. Nu går der én rundt derude, og de er bange for, hvad der sker med dem selv, hvis de færdes alene, siger børnepsykolog Christina Jørck. Hun mener derfor i lighed med formanden for Børnerådet, Klaus Wilmann, at forældrene skal være på vagt over for, hvordan deres børn reagerer. - De fleste børn og unge reagerer på det med en form for vrede, og mange er rystede over, at det kan ske. Derfor er det noget, som forældre bør tale med deres børn om, hvis de for eksempel ser det på tv, siger Klaus Wilmann. - Børnene har brug for en bearbejdelse. "Kan det ske her – i mit kvarter?" Man skal tale om det og forklare, at det er noget, der sker uhyre sjældent, og derfor er risikoen lille. Det er ikke noget, man behøver at være bange for i hverdagen, siger formanden. Men det kan være svært at tale om, mener Christina Jørck: - Et barnemord er et meget stort tabu og noget af det værste, der kan ske. Men det er i orden, hvis børnene har disse følelser. Det er forståeligt, og både forældrene og børnene skal anerkende deres følelser, siger hun. Myter om mordet Klaus Wilmann opfordrer til, at forældrene også taler med børnene om gerningsmanden. - Det er vigtigt, at forældrene forklarer, hvad det er, der sker hos et menneske, der begår en sådan handling. De skal forklare, at det er et sygt menneske, der ikke har et normalt følelsesliv, og det er nogle, vi bliver nødt til at spærre inde, siger han. - Omvendt skal man ikke overlæsse børnene. Man skal fornemme, om det er det noget, de går op og finde balancen, siger han. Det er vigtigt, at forældrene er klar til at besvare børnenes spørgsmål. - De har mange ubesvarede spørgsmål, og får de ikke svarene, prøver de selv at finde dem. De vil tale med hinanden og selv tænke sig frem til forklaringer. Der er risiko for mange forkerte fortolkninger, og det vil igen kunne give en stor, ubegrundet nervøsitet. Der kan sagtens opstå myter, og med en ubearbejdet angst kan de se børnelokkere overalt, mener Klaus Wilmann. Men oven i frygten kan komme en helt anden følelse, mener børnepsykolog Christina Jørck. - Der er en fascination af det, der sker. Den måde, som medierne tackler sagen på både i tv og dagspressen, hvor den bliver fulgt i mindste detalje, siger hun. De mange SMS'er og oprettelsen af mindesiderne er til dels en forlængelse heraf. - Det er et ønske om at vise sympati. Nu om dage er det en relativ nem måde at gøre det på, som ikke har været mulig før. På den måde er de med omkring sagen, og så kommer fascinationen, siger Christina Jørck. Omklamrende sympati De forskellige mindesider er alle oprettet af piger, og flertallet af de hundredvis af indlæg har også kvindelig signatur. - Det er en pige, som det er gået ud over, så pigerne vil lettere kunne relatere sig til det, siger Christina Jørck. Formand for Børnerådet, Klaus Wilmann, tilføjer: - Piger er mere åbne omkring deres følelser, for det er mere anerkendt hos piger og kvinder, at man taler om sine følelser, siger han. Formanden er skeptisk for de elektroniske måder at mindes Mia Teglgaard Sprotte på. - Man skal passe på, at man i sin iver efter deltagelse ikke kommer til at virke omklamrende og påtrængende. Det, familien har brug for, er at mærke vores sympati, men vi skal respektere, at de har brug for at få bearbejdet deres følelser uden omklamring. Vi skal ikke lave en iscenesættelse af en sorg, hvor det kommer til at handle om iscenesættelsen og ikke sorgen. Vi, som ikke kendte Mia, havde ikke nogle personlige følelser for hende, så vi skal ikke give udtryk for en personlig sorg, men en medfølelse, siger Klaus Wilmann.