Forældres tip gav stor narkofangst - par risikerer flere år

Det, som startede med en række tips fra lokale borgere på Stevns, er endt med en tiltale mod par i 50'erne.

ROSKILDE:Oplysninger fra forældre til unge mennesker i Stevns hjalp politiet med at fælde et kærestepar for videresalg af næsten tre kilo amfetamin.

Parret risikerer nu flere års fængsel, da de er tiltalt for videresalg af narkotika.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi mandag i en pressemeddelelse.

- Vi mener faktisk, at det var de lokales oplevelser af, hvad der afveg fra normalbilledet, der gav os mulighed for at målrette efterforskningen, siger tidligere lokalbetjent på Stevns, Erik Dalhoff.

Sagen startede nemlig med, at Erik Dalhoff blev kontaktet af en række forældre til nogle af de unge mennesker i skolemiljøet.

Kim Lech, politikommissær i Midt -og Vestsjællands Politi fortæller, at det typisk var de unge mennesker, som købte stoffet, da det er billigere end eksempelvis kokain.

Forældrene anmeldte anonymt, at der foregik noget mistænkeligt på en række centrale steder i Store Heddinge på Stevns.

De havde set mange personer henvende sig til en kvinde, som sad i en parkeret bil. Herfra blev der byttet noget mellem de to parter.

- Borgernes tips om den mistænkelige bil og kvinden gav politiet mulighed for at forfølge narkohandlen og starte efterforskningen mod sælgerne, siger Erik Dalhoff.

I starten af december kørte en patrulje ud til en adresse syd for Store Heddinge på Stevns, hvor ejeren af bilen havde adresse.

Politiets narkohund fandt 2,8 kilo amfetamin. Manden og kvinden blev anholdt og sigtet på stedet for at besidde stoffet med det formål at sælge det.

Der blev også fundet en digitalvægt og såkaldte ”pølsemandsposer”, der ifølge politiet kan bruges til at dele narkotika i mindre portioner.

Siden december har de to siddet varetægtsfængslet. Efterforskningen er nu afsluttet, og de er anklaget for videresalg af narkotika.

De risikerer flere års fængsel. Hvornår retssagen begynder, vides endnu ikke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.