Forældresvigt

TRO:Hvorfor er Jesus yt, som avisen skriver (26.4.)? Det skal der nok være en forklaring på. Når Jesus ikke betyder mere for konfirmanderne, end han tilsyneladende gør, er det forældrene, der har svigtet ved ikke at følges med dem i kirke, ved ikke at tale med dem om kristendom og læse i Bibelen. Inderst inde tror de måske slet ikke på Gud, som de trods alt har sagt ja til på barnets vegne ved dåben. Det har afsmittende virkning. Men Folkekirken har også et ansvar. Den har nemlig overbetonet barnedåbens betydning. Dåb og konfirmation er ingen garanti for frelse og evigt liv, men troen. Det ses bl.a. af Jesu ord til røveren på korset, der delte skæbne med ham. Denne ikke-døbte røver troede på Jesus, men fik alligevel et tilsagn: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis". En pagt er gensidigt forpligtende - også dåbspagten. "Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham".