Aalborg

Forældrevalgt: 27 er ok - 28 for meget

AALBORG:På Sofiendalskolen, hvor der i dag er helt op til 28 elever i en enkelt af skolens mange klasser, deler bestyrelsesformand Ann Asmussen heller ikke eksperternes frygt for store klasser. Som forældrevalgt skolebestyrelsesmedlem er hun ganske vist ikke vild med tanken om alt for store enheder, men det har på den anden side også nogle fordele. - Som det er i øjeblikket fungerer det jo fint, siger hun. - Men det er selvfølgelig en betingelse, at det udløser en ekstra lærer, og fjerner man den regel, er jeg ikke sikker på, at jeg vil bifalde systemet, fortsætter hun. Som mange andre forældre gik Ann Asmussen for kort tid siden i demonstration for at protestere mod planerne om at hæve klassestørrelsen - eller deletallet - til 28. Og derfor frygter hun også, at nogen igen skulle få den tanke. - Men så længe man ikke piller ved den nuværende størrelse, synes jeg egentlig ikke, det er et problem, forklarer hun. - Store klasser giver nogle andre muligheder - blandt andet i forhold til holddeling og undervisning på tværs af klasser og årgange, fremhæver hun. - Mange børn har stor glæde af, at der er mere end en lærer at henvende sig til. Og så længe man ikke piller ved det system, synes jeg ikke klassernes størrelse er specielt alarmerende, understreger hun.