Boligøkonomi

Forærer dyr bolig væk

For at slippe for en høj husleje giver desperate indehavere af andelsboliger deres andelsbeviser væk.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gratis andelsbeviser. Foto: Kurt Bering

Solgt eller gratis har fået en ny betydning i Hjørring. I andelsboligforeningen Nørrebro, er det tilsyneladende så svært at sælge lejligheder, at andelsbeviserne, der normalt handles til ca. 400.000 kroner, foræres væk. Til gengæld overtager "køberen" så en høj boligydelse på mellem 7000 og 10.000 kroner om måneden. - Det er en da en skidt udvikling, som kan ødelægge markedet for de andre i foreningen, og også smitte i andre foreninger, siger Nybolig mægler, Morten Hove. Han har også en lejlighed til salg i foreningen, men den er fortsat udbudt med en pris på 450.000 kroner for andelsbeviset. Den ene af de lejligheder, som foræres væk, tilhører de pårørende efter et dødsbo. De kan ikke sælge lejligheden og hænger nu på den høje boligydelse. De ønsker ikke at medvirke med navn i artiklen. Dyre Lån De 14 andelsboliger blev bygget i 2008, og en forholdsvis dyr finansiering betyder, at boligydelsen er høj. Der er en samlet gæld på 23 millioner kroner. - Det var det værst tænkelige tidspunkt, det blev finansieret på, fastslår formand for andelsboligforeningen, Kai Stecher. Han er personligt glad for at bo i den nye lejlighed tæt på bymidten, så prisfaldene påvirker ikke ham personligt. - Men jeg håber ikke, at nul kroner er prisen. Det er selvfølgelig synd for dem, der har investeret langt mere i lejligheden, siger Kai Stecher. Foreningen kan også komme i problemer, hvis tendensen breder. Der er nemlig pludselig ingen sikkerhed hos køberne. Normalt har foreningen indskuddet at trække i, hvis ejeren fx. ikke betaler boligydelsen. I princippet er der risiko for, at ejerne kan løbe fra den ubetalte husleje, uden det får konsekvenser. Man skulle tro at nul kroner for et andelsbevis er bunden, men det er ikke tilfældet. - Andre steder i landet er der set eksempler på, at sælgeren har betalt køberen for at overtage andelsbeviset, foræller Morten Hove.