Forarbejde belønnet af borgerne

Kaas Borgerforening fik stor succes med at genoplive byfesten i lystanlægget.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sumodragterne var populære

Det er efterhånden godt en halv snes år siden, der senest har været byfest i Kaas. Derfor var det med en vis spænding, at Kaas Borgerforenings bestyrelse forsøgte med en ny udgave af festen i Kaas Lystanlæg. Men der var ingen grund til bekymring. Borgerne i Kaas bakkende flot op om arrangementet. - Det gik fantastisk godt. Det var en succes, siger næstformand Bjarne Jeppesen. - Byfesten var velbesøgt og det er dejligt med så god en opbakning. Nu skal vi have set på den økonomiske side af sagen, men jeg tror på et overskud, selv om der er store udgifter - omkring 150.000 kr. - forbundet med at holde en byfest, lyder det fra Bjarne Jeppesen. Han tilføjer, at alt tyder på, at der også bliver en byfest i Kaas i 2012. Der var masser af liv på festpladsen fra start midt på formiddagen. Flere kræmmere var mødt op med en stand. Der var karrusel og hoppepude og et meget populært indslag var sumo-dragterne. Det gratis sildebord var godt besøgt og de marinerede sild gav god omsætning af drikkevarer. Borgmester Mogens Gade holdt tale, og derefter var der børnedyrskue og børneshow. Der var opvisning af bl.a. Jetsmark Judoklub og flere konkurrencer. Der deltog 250 i spisningen i forbindelse med teltfesten. Senere kom der yderligere 100, så i alt 350 festede til musikalsk underhold-ning af orkestret Spinning Wheels. Det var derfor en meget træt men også tilfreds bestyrelse, som kunne gå hjem efter en lang arbejdsdag. - Vi startede kl. 6.30 om morgenen, og vi kunne først gå hjem kl. 5 den efterfølgende nat, fortæller Bjarne Jeppesen. Han tilføjer, at den ny bestyrelse for Kaas Borgerforening satser på 11 arrangementer om året. I oktober er der en gratis biograftur til Pandrup Kino for medlemmerne, og i november holdes den populære borgerfest i Kaas Forsamlingshus. - Der er 150 billetter, og de plejer at være solgt i løbet af et par dage, siger Bjarne Jeppesen. Og som noget helt nyt bliver der 25. marts en gratis fest for pensionisterne i forsamlingshuset i Kaas.