Skolevæsen

Forbarm jer over os!

SKOLEVEJ: Åbent brev til Mariagerfjord Byråd. Kære byråd, I har nok bemærket, at vi i skolebestyrelserne i det kommende skoledistrikt omkring Bymarkskolen har deltaget ivrigt i diskussionerne om sikring af skolevejen omkring skolen. Fra august i år vil mere end dobbelt så mange børn skulle færdes på vej til og fra skolen og idrætscenteret. Mange af disse børn skal færdes på veje, der ikke tidligere har været godkendt som skoleveje for elever i den aldersgruppe. Vi forstår ikke, hvordan I har kunnet prioritere, eller blot vide, hvilke skoleveje, som er de mest risikable, uden forud at have spurgt den relevante myndighed, nemlig politiet. Vi forstår heller ikke, hvordan I så kan leve op til de løfter, der blev givet under skolestrukturdebatten: at ingen skoler blev lukket uden at der var styr på skolevejene. Nu er meldingen så, at kassen er tom, og at der kun kan komme en sikring af skolevejen for vores børn, hvis I vil forbarme jer over os. Forbarm jer over os! Eller snarere over vore børn, der ikke vil have godt af at færdes i en farlig trafik eller alternativt sidde for meget i en bil. Vi har i en undersøgelse spurgt hinanden, om vi er usikre på den kommende skolevej. Og det er vi. Vi ved ikke, om det er med god grund, for det er jo ikke blevet undersøgt. Det håber vi snart vil ske, så vi kan få be- eller afkræftet vores frygt - og både I og vi kan forholde os mere rationelt til børnenes skolevej. Helst ville vi, at vores børn kunne lære at færdes trygt i trafikken. At de kan få bevæget sig i det daglige, og at vi undgår, at den kompakte biltrafik i området forstærkes af os nervøse forældre. Der kan være mange ting, der så skal tages fat på: passagerne over de meget befærdede veje Randersvej, Mariagervej, Smedevej og Amerikavej. Sikring af cyklende trafik langs med Mariagervej, Håndværkerparken og Ringvejen. Kan 6-årige trække deres cykler gennem fodgængerpassagen under Randersvej? Tør de køre i cykelbanerne og på de smalle afmærkninger på Mariagervej og på Ringvejen, der er i direkte kontakt med den kørende trafik? Kan de overskue trafikken ved Farvervængets børnehave og den morgentravle Smedevej og passere trygt gennem lyskrydset der? Tør vore børn på vej til idræt passere T-krydset ved Amerikavej og senere færdes på selve Amerikavej i selskab med en masse unge bilister på vej til deres uddannelse? Hvad med de nye, unge cyklister fra Skjellerup? Her er der en lang passage i byen uden sikring af cyklende. Lige nu er der lyst og godt om morgenen. Hvad så når der bliver mørkt og koldt? Vi er ikke sikre på, at vore børn kan færdes trygt på deres nye skolevej. Kan I hjælpe os?

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden