Forbedret Smiley-ordning nu i kraft

:-)Hygiejnen er det helt centrale i den nye ordning

Fødevarepolitik 1. november 2002 07:00

AALBORG: Efter hård kritik fra både forbrugere og forretningfolk træder en ny udgave af smiley-ordningen i kraft i dag, så det først og fremmest er forretningernes og restauranternes hygiejne, der lægges vægt på. Det betyder, at man nu kan se de første kontrolrapporter i en ny, gul farve i butikker og restauranter, og, mere vigtigt, smiley-ordningen er samtidig gjort mere forståelig for forbrugerne og mere fair for virksomhederne. Farveskiftet skyldes, at forbrugerne har haft svært ved at få øje på kontrolrapporten med smiley"er i restauranter og butikker. For at gøre den lettere at se og forstå, bliver den nu forenklet og samtidig gul. Der er ikke ændret ved det centrale i ordningen - smiley'erne skal stadig vise forbrugerne hvor god eller dårlig den enkelte virksomhed er til at overholde reglerne. Og resultaterne skal også fremover op at hænge så hurtigt som muligt. Fødevareminister Mariann Fischer Boel mener, at smiley ordningen har været en stor succes, som forbrugerne har taget til sig: - Jeg glæder mig over, at vi med justeringerne gør den endnu mere forbrugerrettet, og jeg har samtidig lagt vægt på, at virksomhedernes retssikkerhed skulle forbedres. Forbrugerne har opfattet kontrol af hygiejne i butikker og restauranter som noget helt centralt i ordningen – og derfor kontrolleres hygiejnen nu ved alle ordinære tilsyn. Også virksomhedernes retssikkerhed forbedres. Får de eksempelvis en indskærpelse for ikke at have overholdt en regel – og dermed en smiley med det lille smil – kan virksomhederne nu få sagen prøvet i Fødevaredirektoratet. Ikke alle regler tæller med længere. Manglende indberetning af for eksempel ejerskifte giver fortsat bøde, men det får ikke indflydelse på smileyen, da overtrædelsen ikke har betydning for forbrugerne. Heller ikke indskærpelser for geografisk vildledning har længere betydning for hvilken smiley, der gives.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...