Forbedringer for mere end en kvart mio. kroner

Lone Hejlskov
Flauenskjold Hallen skal have asfalt på hele parkeringspladsen og have lavet et overdækket cykelstativ i løbet af året.
Flauenskjold 21. marts 2007 05:00

FLAUENSKJOLD: Bedre parkeringsforhold ved hallen, zinktagrender og bedre siddefaciliteter for publikum. Det er nogle af de opgaver, bestyrelsen for Flauenskjold Hallen har besluttet at kaste sig over i 2007. Det kom frem, da der blev afholdt generalforsamling med deltagelse af omkring 20 personer. Dermed imødekommer hallen nogle af ønskerne, der fremgik af en større brugerundersøgelse fra 2005, hvor 300 brugere kom med deres svar på, hvad de mente, der var godt og skidt ved hallen. Niels Anker Kristiansen vurderer, at hallen skal bruge omkring 250.000 kroner på dels at lave bedre parkeringsforhold og en ny og overdækket cykelparkering. En del af parkeringsfaciliteterne er belagt med grus og i omkring 20 år har der været talt om at asfaltere pladsen, siger formand Niels-Anker Kristiansen. - I alle de år jeg har været med, har vi haft ønske om at asfaltere parkeringspladsen, men vi har syntes, at det var kommunen, der skulle gøre det, de har gjort det ved alle de andre haller, men nu gør vi det selv, siger Niels-Anker Kristiansen, der tilføjer, at der også er planer om at lave bedre forhold for tilskuerne, når de overværer eksempelvis en håndboldkamp i Flauenskjold Hallen. - Vi har faste bænke, og dem sidder man ikke ret godt på, efter to kampe, er man ved at være rimelig mør, siger Niels-Anker Kristiansen, der kan glæde sig over, at halgulvet blev lakeret sidste år, ligesom der kom blev sat nye ovenlysruder i. Bestyrelsen afsatte sidste år mellem 30-40.000 kroner til nye tagrender og det arbejde, forventer formanden også vil være færdig i løbet af dette år. Derudover venter bestyrelsen i spænding på, hvordan den fremtidige model for tildeling af haltilskud i den nye kommune. Indtil videre skal der nedsættes en arbejdsgruppe, som kommer med oplæg til en fælles løsning. Niels-Anker Kristiansen kunne også løfte sløret for, at 6. oktober gentager hallen sidste års halfest, hvor mere end 500 deltog. - Sidste år havde vi succes med Marianne Eihilt, der optrådte med dansepartner, men det bliver noget andet i år, siger han og tilføjer at musikken derimod leveres af de samme som i 2006. I forbindelse med generalforsamlingen var der valg til bestyrelsen, og her var der genvalg til Dorte Skovgård og Flemming Christensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...