Forberedelse til seniorlivet

Hanne Rønn Madsen har planer om otte år mere på arbejdsmarkedet, men forberedelsen er begyndt gennem Nykredits seniorpolitik

AALBORG:54-årige Hanne Rønn Madsen har stadigvæk otte år tilbage på arbejdsmarkedet. Alligevel har hun tænkt over, hvordan de sidste år i Nykredit skal forløbe, for der er meget at tage hensyn til, og det har virksomhedens seniorpolitik hjulpet hende med. - I fjor fik jeg rådgivning i økonomi. Jeg ville gerne undersøge, om jeg havde råd til at gå ned i tid. Det havde jeg ikke, fordi jeg gerne vil spare mere op til efterlønnen. Men det var vigtigt for mig at få styr på, siger hun. Det er blot få måneder siden, Hanne Rønn Madsen senest havde en samtale, for da blev hendes job i tinglysningsgruppen flyttet fra Aalborg til Tåstrup. Hun blev ikke fyret, men i stedet tilbudt at flytte med, og det sagde hun ja til, fordi det er svært at få nyt job i Nordjylland. Et frisk pust - Det har givet et friskt pust i mit liv at komme til København, og nu er der mulighed for at dyrke den interesse for kunst, som jeg har. Jeg er også medlem af kunstklubben hos Nykredit, siger Hanne Rønn Madsen. Det er seks år siden, ledere og tillidsmænd i Nykredit satte sig ved mødebordet til forhandlinger om virksomhedens seniorpolitik. Formanden for tillidsmændene Leif Vinther forklarer vigtigheden af tilfredse seniormedarbejdere som Hanne Rønn Madsen. - Vi vil gerne være interessante som medarbejdere, og virksomheden har brug for erfarne folk, som kan føre kompetencerne videre til de yngre, siger han. Da parterne i sin tid begyndte at udforme seniorpolitikken, kunne de dog mærke, at det ikke var så enkelt. 45 år første milepæl - Det er svært at aldersbestemme en senior. Derfor satte vi os med de sager, vi ville drøfte, og begyndte at tælle baglæns fra pensionsalderen og ned. På den måde kunne vi vurdere, hvornår vi mente, at der var behov for at tale efterløn eller nedsat arbejdstid, husker tillidsmanden, der repræsenterer 3300 medarbejdere. Første milepæl på skalaen satte de ved 45 år. Her kan man blive medlem af en seniorklub med tilhørende kunstklub. Næste milepæl ligger ved de 54 år, hvor virksomheden tilbyder kurser i planlægning af senkarrierens økonomi. Derved kan de personlige budgetter og tanker om efterløn blive behandlet, for at se om den enkelte har råd. Når medarbejderne fylder 58 år, bliver de tilbudt en seniorordning, der går ud på, at de får økonomisk støtte til for eksempel at gå ned i tid som 60-årig. - Der er nogle diskussioner, det er vigtigt at tage tidligt, så begge parter er afklarede. Men på den anden side må vi heller ikke gå for tidligt i gang, for yngre medarbejdere kan ikke forholde sig til seniorpolitik, siger Leif Vinther, som med sine 45 år netop har fået adgang til seniorklubben.