Forberedt til fremtiden

Det er nu kommunale sosu'ere skal søge ind i hjemmetræningsteams. Ny ordning i kraft næste år.

Jane Bünemann
En snes sosu'ere i distrikt øst hørte om den nye model for hjemmepleje i Hjørring Kommune. Foto: Carl Th. Poulsen
Ældreforhold 13. november 2011 13:00
Hjørring Kommune er i fuld gang med at sætte fart på fremtidens ældrepleje. Sundhed-, ældre- og handicapudvalget godkendte for nylig retningslinjerne for den nye måde at hjælpe ældre borgere på, nemlig det, der kaldes hjælp til selvhjælp. Man vil træne borgerne, så de kan klare sig selv længst muligt. I første omgang indleder man den nye arbejdsmåde med et to-årigt projekt og nu er man begyndt at holde møder for de sosu-medarbejderne i hjemmeplejen, som har lyst at være med som de første i de teams, der skal står for hjemmetræning. Torsdag mødte en snes medarbejdere fra distrikt øst - i fritiden - til møde med projektleder Susanne F. Damgaard. - Jeg er her for at I skal blive helt vilde med at blive hjemmetrænere, forklarede Susanne F. Damgaard. Hvert af Hjørring Kommunes fire distrikter skal have seks sosu-medarbejdere med i det tværfaglige team, som skal træne borgerne. - Det er ikke et spareprojekt, og vi skal ikke reducere i antallet af hoveder, forsikrede projektlederen. Hun forklarede, at kommunen dels sætter det nye projekt i værk for at gøre tilværelsen bedre for borgerne, dels for at forberede sig til den demografiske udvikling, hvor der om nogle år kommer mange flere ældre borgere og færre hænder og skattekroner. - Vi vil se på, hvordan vi kan gøre hver enkelt borger aktiv og selvbestemmende, og vi skal sikre, at de borgere, der virkelig har brug for hjælp, kan få det, sagde Susanne F. Damgaard. Hun fortsatte: - Det er ikke en naturlov, at man skal ringe til kommunen for at få hjælp, når man ikke kan vaske gulvet selv. Men det skal blive en naturlov, at man kan ringe og få et rehabiliteringsforløb, så man selv fortsat kan vaske gulvet. Alle borgere skal tilbydes hjemmetræning. - Men vi kan jo ikke tvinge folk til det, siger hun. Sosu-medarbejdere, der har lyst til at være med til at forme den nye ordning, kan søge stillingen i teamet. De øvrige skal fortsætte med almindeligt hjemmehjælpsarbejde, som i fremtiden hedder aktiv hjælp. - Om nogle år er det meningen, at alle skal kunne varetage hjemmetræning, sagde Susanne F. Damgaard. De tyve sosu-ere i distrikt øst var tæt på at blive helt vilde med at blive hjemmetrænere. De syntes, at projektet lød rigtigt og spændende, men var også optaget af den praktiske udformning, som bliver en udfordring for alle. Sosu'erne kan søge en af de seks stillinger med det samme - senere får de øvrige chancen. - Det her er kommet for at blive, sagde lederen af projektet.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...