Forbrændt 4-årig nu uden for livsfare
Den 4-årige pige fra Brønderslev, der blev forbrændt i forbindelse med en grillulykke overlever, oplyser overlæge

De to børn, der blev forbrændt ved ulykken, blev fløjet til Rigshospitalet for at blive behandlet af eksperter. Foto: Klaus Madsen
BRØNDERSLEV/KØBENHAVN:Den 4-årige pige, der lørdag eftermiddag blev forbrændt i forbindelse med en grillulykke i Brønderslev, er nu uden for livsfare.
Det oplyser Bjarne Alsbjørn, der er overlæge på Rigshospitalet Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling.
Derudover er der intet nyt om pigens tilstand, fortæller han.
- Hendes tilstand er uændret, og hun ligger fortsat i respirator, siger han.
Forløber planmæssigt
Lægerne ville ellers have taget pigen ud af respiratoren i disse dage, men det er altså endnu for tidligt, fortæller Bjarne Alsbjørn.
- Men det går planmæssigt. Vi sparer hende for mange kræfter i øjeblikket ved at lade hende blive i respirator.
På tiendedagen efter ulykken vil lægerne vurdere, hvor pigen skal opereres.
Også storebror blev forbrændt
Den tragiske ulykke skete i familiens have, da faderen ville tænde grillen.
Han hældte cirka to deciliter bioætanol på den varme grill, og det førte til de alvorlige forbrændinger.
Den 4-årige pige blev forbrændt på 37 procent af kroppen, mens hendes storebror på seks et halv år blev forbrændt på cirka fem procent af kroppen.
Børnene blev i første omgang kørt på sygehuset i Aalborg, hvorefter de blev sendt videre til specialister på Rigshospitalet i København.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.