EMNER

Forbrændt mand efterlyst i Sverige

FREDERIKSHAVN:Den 43-årige svenske mand, som under en brand i et ubeboet hus i Frederikshavn natten til onsdag pådrog sig anden- og tredjegrads forbrændinger, er eftersøgt af det svenske politi. Svenskeren stak af fra retspsykiatrisk afdeling i Gøteborg 3. juli 2003, hvor han angiveligt var anbragt i forbindelse med en sag om forsøg på manddrab. Hvor han har været siden 2003 er uvist, men der er intet, der umiddelbart indikerer, at han har været i Frederikshavn i længere tid. Huset på Rimmens Allé i Frederikshavn har i henved et år været ubeboet - og der har reelt været nem adgang for en person, der søgte tag over hovedet. De brandtekniske undersøgelser vil først blive foretaget i løbet af i dag, men der var ikke strøm i huset og derfor kan man allerede nu udelukke kostslutning som mulig brandårsag. Den 43-årige svensker blev umiddelbart efter branden forsøgt bragt til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet i København med helikopter, men det voldsomme snevejr i hovedstadsregionen satte en brat stopper for den mulighed. I stedet blev han fragtet i ambulance til Rigshospitalet, som han først nåede frem til ved cirka 13-tiden - mere end 10 timer efter branden i Frederikshavn. Mandens tilstand var ved redaktionens slutning endnu kritisk.