Forbruger kæmper fortsat mod gas

Borger føler sig tvunget til ikke at droppe gassen helt

Forbrugerforhold 22. april 2003 08:00

NØRRESUNDBY: Selv om byrådet har vedtaget at holde fast ved de nuværende bestemmelser for levering af gas, så er sagen fra Nørresundby, hvor det vil koste en forbruger omkring 8000 kroner at sige nej tak til flaskegas, ikke slut. Forbrugeren går nu til Energitilsynet med en klage over kommunens krav. Det er Lasse Pedersen på Krusemyntevej, der kæmper for at undgå flaskegas. Han vil helst være fri for gasflaskerne, men kommunen har meddelt ham, at hvis han siger nej tak, så koster det omkring 8000 kroner, at blive frameldt gasordningen. I flere år har Vinni og Lasse Pedersen ikke brugt den bygas, som de nu er tilsluttet. De benytter elkomfur, og det har de mest lyst til at fortsætte med. Diskussionen er opstået i forbindelse med, at gasledningen til Krusemyntevej skulle repareres. Gasforsyningen fandt ud af, at omkostningerne ville blive for store i forhold til det beskedne antal forbrugere, der er på vejen. Det betyder, at gasforsyningen under alle omstædnigheder afbryder ledningen. Alligevel kræver forsyningsvirksomhederne, at Lasse Pedersen skal betale for at framelde sig ordningen, hvis han ikke ønsker at gå over til at få leveret flaskegas. Vælger familien at tage imod tilbudet om gasflasker, koster ændringerne ikke noget, og Vinni og Lasse Pedersen forpligter sig ikke til at aftage en vis mængde flaskegas. - Jeg klager nu til Energitilsynet over, at jeg skal betale for at komme af med min gasmåler, når gasforsyningen under alle omstændigheder afbryder gasledningen. Med afgiften føler jeg, at vi bliver stavnsbundet til gasordningen, og jeg har ikke lyst til at få opstillet et skab uden for vores hus til flaskegas, siger Lasse Pedersen. I denne uge fik han skriftlig besked fra gasforsyningen om, at familien nu har 14 dage til at beslutte sig. Lasse Pedersen erkender over for NORDJYSKE Stiftstidende, at han nok - for at undgå afgiften på de 8000 kroner - vælger flaskegassen. - Man kan så spekulere på, hvad det vil koste gasforsyningen at skulle lave skabet og installationer til flaskegas, siger Lasse Pedersen. Det er en halv snes dage siden, at et flertal i byrådet besluttede at fastholde de nuværende leveringsbestemmelser og taksten for at afbryde gasstik. Imod stemte bl.a. Anita Knakkergaard fra Dansk Folkeparti og Vibeke Gamst (K). Lasse Pedersen fortæller, at han har haft kontakt med de politikere om mulighederne for at klage til Energitilsynet. Han regner med at sende sin klage i løbet af de nærmeste dage. Flertallet i byrådet peger på, at tilslutning til gasforsyningen sker uden omkostninger for forbrugeren, men der til gengæld så er et gebyr på afbrydelse af gasstik.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...