Forbrugere på landet i klemme mellem kommune og vandværk

SMIDIE:Arne Jakobsen er lykkelig for sit nye rene vand. Og han har svært ved at forstå, hvorfor de øvrige husstande i Smidies opland ikke også kan få glæde af Kongerslev-vandet. - Vi er jo en slags gidsler i kampen mellem Skørping Kommune og Smidie Vandværk. Men jeg kunne godt unde alle de andre herude at få godt vand ligesom os, siger Arne Jakobsen. Skørping Kommune har betalt Kongerslev Vandværk en halv snes tusinde kr. for at lægge en vandledning ind over kommunegrænsen til Smidievej 34, og familien Jakobsen har selv betalt 28.000 kr. for tilslutningen. Dertil kommer udskiftning af rør og afledte renoveringer på egen matrikel. Formand for teknisk udvalg i Skørping Kommune, Henrik Christensen (S), tror, på et snarligt gennembrud i den 20 år gamle vandstrid: - Nu har vi snart mulighed for at få løst vandproblemerne i Smidie, siger han.