Brønderslev

Forbrugermøde er udsat

BRØNDERSLEV:Forsyningsudvalget i Brønderslev har udsat forbrugermødet, der skulle være holdt her inden sommerferien. Det er borgmester Jens Arne Hedegaard, der har bedt om, at mødet udsættes. Det skyldes, at borgmesteren ikke menes at have fået resultatet af de undersøgelser, der skal foretages omkring kraftvarmeværket. Baggrunden er, at forsyningschefen har tegnet annoncer for 2,9 mio. kr. på tvivlsomme internetsider. - Vi har lovet en redegørelse til forbrugerne, og det skal de også få. Men vi vil gerne kunne give en fyldestgørende redegørelse, siger formand for forsyningsudvalget, Ole Lysgaard Jensen. Det er planen i stedet at holde forbrugermødet i slutningen af august. Der stiles efter mandag 28. august. - Men om det bliver denne dato, kan vi ikke sige med sikkerhed. Forbrugermødet er for forbrugere af vand, varme og kloak. Der er tradition for at holde et årligt forbrugermøde. Ole Lysgaard Jensen siger, at han håber at kunne fortælle om varmepriserne for 2007. - Vi kender endnu ikke varmeprisen, men ved dog, at prisen sættes op, siger Ole Lysgaard Jensen.