Forbrugerne bør klage over pågående telefonsælgere

Aalborg-selskab taget i ulovlige metoder

Aalborg 1. september 2005 06:00

AALBORG: Forbrugere, der bliver udsat for særligt ihærdige telefonsælgere, bør reagere med en klage til Forbrugerombudsmanden, hvis de synes, at der bliver gået for vidt i bestræbelserne på at få afsat en vare eller en tjenesteydelse. Det siger jurist Anette Høyrup fra Forbrugerrådet på baggrund af en sag, der kom frem i Kontant på DR1 tirsdag aften. Her blev det Aalborg-baserede LN Marketing, der er et selskab i NORDJYSKE-koncernen, afsløret i at bruge ulovlige metoder, når man sælger produkter for Falck. I tv-udsendelsen indrømmede LN Marketing, at firmaets sælgere ikke med det samme oplyser, at der er tale om et forsøg på at sælge, når man ringer op. Direktør Lars Nørgaard fra firmaet oplyste, at "vi går ind i det øjeblik i samtalens forløb, vi mener er det rigtige og fortæller, hvad vi ringer for, nemlig at sælge et produkt". Skræmmetaktik Ifølge Forbrugerrådet er denne metode et klart brud på loven, og desuden kritiserer rådet også LN marketing for at gøre brug af en skræmmetaktik og spille på kundernes frygt. Lars Nørgaard fandt i udsendelsen kritikken overdrevet og sammenlignede i stedet firmaets metoder med de virkemidler, der jævnligt bruges overfor spritbilister og fartsyndere Ifølge LN Marketing har Falck godkendt det manuskript, som telefonsælgerne anvender, men i udsendelsen hævdede Carsten Udsen, salgs- og marketingdirektør i Falck, at det ikke er tilfældet. Derfor vil Falck nu indskærpe overfor firmaet, at loven skal følges. Overrumplende effekt Ifølge jurist Anette Høyrup er reglerne i dørsalgsloven ganske udmærkede, hvis de vel at mærke overholdes, hvilket det kun er den enkelte forbruger, der bliver ringet op, der kan vide. Derfor er det nødvendigt, at man reagerer, for eksempel med en klage til Forbrugerombudsmanden, hvis man føler sig forulempet af en telefonsælger: - Der er jo tale om en meget effektiv markedsføring, fordi der ligger en overrumplende effekt i at blive ringet op, og det må ikke misbruges, siger Anette Høyrup. Nej til stramning Forbrugerrådet har tidligere forsøgt at få forbrugeraftaleloven - også kaldet dørsalgsloven - strammet, men det lykkedes kun at få frataget forsikringsselskaberne retten til at møde op ved døren hos sagesløse mennesker. Nu er det ikke tilladt at sælge nogen som helst varer på den måde. - Politikerne ville ikke være med til yderligere stramninger, selv om vi gerne havde holdt forsikringer helt udenfor. Imidlertid mener selskaberne ikke, at de vil kunne komme igennem med deres produkter, hvis de ikke må bruge telefonen. - På de øvrige områder kan vi faktisk godt se pointen i, at det vil være vanskeligt for visse typer af virksomheder at få afsat deres produkter uden muligheden for telefonsalg. Det gælder blandt andet aviser, tidsskrifter og som her abonnementer på redningstjenester. - Man kan sige det på den måde, at der er en række hensyn at tage til sikkerhed, viden og kultur, nævner Anette Høyrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...