Forbrugerne ser dystert på deres økonomi

Forbrugerne er ikke i særligt godt humør, når de ser på både egen og landets økonomiske situation.

Forbrugerne ser dystert på deres økonomi

Danskerne er fortsat ikke særligt optimistiske, når de ser på deres egen økonomiske situation og på landets situation. Det viser nye tal for forbrugertilliden fra Danmarks Statistik. Tilliden var svagt faldende fra maj til juni.

Samtidig venter danskere, at arbejdsløsheden vil være steget om et år i forhold til i dag. Men trods det venter forbrugerne fortsat at den økonomiske situation - både deres egen og landets - vil være bedre om et år.

Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Lone Kjærgaard, siger, at danskerne mentalt ikke har kastet krisestemningen over bord.

- Når det er sagt, er niveauet dog heller ikke katastrofalt. Billedligt talt kan det vel sammenlignes med følelsen efter en fodboldkamp, hvor der hverken er blevet vundet eller tabt, men spillet uafgjort, siger hun i en kommentar.

Målingen af danskerne økonomiske stemning viser, at der ikke er medvind til kickstarten af dansk økonomi fra forbrugerne.

- En halvsløj forbrugertillid er ikke til stor gavn for dansk økonomi i øjeblikket, hvor den igangsatte kickstart vil have stor glæde af et stemningsløft blandt forbrugerne.

- Efterlønspengene vil have en større tendens til at blive i lommen, når der er usikkerhed omkring den økonomiske situation, påpeger Lone Kjærgaard.

Målingen fra Danmarks Statistik er foretaget lige efter regeringens udspil til en skattereform.

- Skattereformen er blot en af mange elementer i en buket af varslede reformer fra regeringens side. Så længe der er uklarhed om tiltagene, kan det i sig selv bidrage til større usikkerhed, siger Lone Kjærgaard.

Dertil skal lægges den usikre økonomiske situation i Sydeuropa - særligt i Grækenland. Det påvirker forbrugerne og er med til at forklare, at danskerne ikke for alvor har genvundet troen på den økonomiske situation, lyder det.

/ritzau/